70
Om hun har Hierne og Forstand,
Om hun har mange Dyder,
Om hun til fem ey tælle kand,
Om hun er fuld af Lyder,
Om hun Medusæ Hoved har,
Om hun har Daphnes Miner,
Om hun afsted som Ulven tar,
Om hun som Ræven griner.
Om Ryggen er ey Regel-ret,
Om huu har runken Kinder,
Om hendes Rygte staaer kun slet,
J dette jeg mig finder;
Jeg ikkun efter Penge seer
Og Obligationer.
Og om i dette Uret skeer
Jea strax min Synd forsoner;
Jeg giver til de fattige
En Daler eller meere,
Og vil saa alle dem belee,
Der vil mig censurere.
Lad være jeg ey hiemme kand
Fornøyelserne nyde
Som skiænkes udi Ægtestand,
Der stiftes uden Lyde,
Jeg kand jo gaae den gamle Vey,
Mig holde en Maitresse,
Min Kone dog forglemme ey
At give en Caresse;
Man seer ey nogen Bonde-Mand
At kiøbe udi blinde
En Hest, thi ellers kunde man,
En Lignelse vel finde.
Her spørges ey, om Hierterne
Kand yndig harmonere,
Ey om man sig i stand kand see
Til Verden at formeere.
Man holder Penge for sin Gud,
For denne Gud man knæler,
Den Af-gud stikker Øyet ud,
All Eftertanke qvæler.
En Penge-Sum og Capital
Kand Øyet saa forblinde,
At Magdalena holdes gal,
Naar hun sig ey kand finde
Ægteskab med gamle Knud,
Der slog sin sidste Kone,
Og hende jog paa Dørren ud
Med Graad og Jammer-Tone.
Helena giøres Arve-Løs,
Forældre hende spotter,
Hun heder en vanartig Tøs
Og en ulydig Dotter,
Fordi hun Peder lide kand,
Der haver ingen Penge
Og ey vil have Jens til Mand,
Der færdig er at hænge,
Naar for en Tønde Koren een
Rixdaler ikkun gives,
Og lar sig nøye med de Been,
Om hvilke Hunde rives;
Hun siger. Kiere Fader, hvad
Skal jeg med den Mand giøre,
Der aldrig bliver mere glad,
End naar han Ondt kand høre?
Jeg ikke paa hans Penge seer,
Men paa hans onde Hierte,
Det første ikkun jeg beleer,
Det sidste giver Smerte.
Jeg kiender Peder for en Mand,
Der Hierne har og Dyder,
Jeg ingen anden elske kand
Hvad J mik end forbyder,
Jeg tager ham, og lader saa
Forresten Himilen sørge,
Vi skal os vel igiennem slaae,
Naar vi vort Brød adspørge.
Senilius en gammel Mand,
Der gaaer paa Gravens Bredde,
Sin Gifte-Lyst ey styre kand,
Og jeg tør dristig vedde
At han sig giver ey til Roe,
Før han med femte Kone
Formeeret faaer sit rige Boe
Og qvædet Elskovs Tone.
Med første sender han et Bud¬
Om Brev fra Cancelliet,
At han maa nyde den til Brud,
Som han har alt befriet.
Han faaer en Kone ved sit Laar,
Der Aarlig giver Grøde,
Den gamle Mand nedslaget gaaer
Og sørger sig til døde;
Han raaber stedse Ach og Vee,
Han siger at han ikke
Paa Børnene kand andet see
End at hans Hustru Rikke
Jo gaaer sin egen skiæve Vey,
Sig holder til en anden,
