71
V8I nogen her til sige ney,
Saa peger han paa Panden.
Han tioer ey det Amme=Pak,
Der Børnene velsigner,
Og siger: Fader Sikken Snak,
Vist Børnene Jer ligner.
Han bliver paa sin Hustru vreed,
Han bander, skielder, prygler,
Saa livet tit med Ydmyghed
Hans Kone af ham trygler
Han slaaer sig da til Suus og Duus,
Han findes sielden hiemme,
Han daglig drikke maa sin Ruus,
At han sin Nød kand glemme,
Saa lever han i nogle Aar,
Til han paa Sengen kastes
Af Sygdom og til Graven gaaer
Slig Gierning bør og lastes.
Priscilla ligeledes har
Sin Gifte Mynt fornyet
Med den, som hun til Daaben har
Er bleven sammensyet.
Hun er halvfierdsindstive Aar
Og har ey Tand i Miaden,
Dog Lyst til hende Crassus faaer,
Er allerede bunden.
Prioriteter blinder ham
Og mange rede Penge,
Men til sit Haar han fik en Kam,
Og lever ikke længe.
Naar han vil ud i Byen gaae,
Hun søger i hans Lomme,
Og
iger: ingen Penge maa
J dine Fikker komme.
Jeg taaler ikke, at du skal
Med mine Penge rutte,
Du blive klog, du blive gal
Du kalde mig din Putte,
Jeg bliver jeg, og stedse dig
Skal holde udi Ave,
Hvad skiøtter jeg om Folk paa mig
For dette vilde gnave.
Jeg kiender dine Brødre nu,
En Lanter og Alumber
Med dem hver Aften spiller du,
Og nøyes maa med Slumper,
Som andre ikke skiøtter om,
Maa Lauget dog betale;
Den stakkels Mand er Hierte-From,
Maa lade Konen prale,
Han ønsker vel at Døden snart
Ved saadan Diævelinde
Ham vilde skille, for sin Part
Han lod sig gierne binde
fattig nøgen Agatha,
Der raaber med Citroner,
Og raader andre Brødre fra
At tage slige Koner.
Pux
Ignatius om Præstekald
Forgiæves længe søgte,
sidst det blev kun Knald og Fald,
Thi hans Patroner spøgte
Med tomme Løfter uden Sind,
Hvormed han lod sig nøye,
Til intet uden Veyr og Vind
Han havde at fordøye.
Han søger en Proprietair,
Der havde Ret at kalde
Hos ham en Præst hensovet er,
Han tænker her kand falde
En Leylighed til Hielp for mig;
Han skriver en Suppliqve;
Men Svaret bliver: det ey sig
Saa meget vel kand skikke,
Enken, der har mist sin Mand,
Skal ogsaa Brødet saune,
Vil J derfor i Ægtestand,
Som Kone hende faune,
Saa skal J være Brødet næst,
Betænk jer ikke længe,
Det er dog got at blive Præst
End og for Landsbye Drenge.
Ignatius begierer Tid
Den Sag at overlegge
En Bonde siger ham med Flid:
Lad Eder ey betrække;
Vor Præste=Kone været har
Paa Gaarden Fruerpige
Hun holdt sin sidste Mand for Nar
Og Skalke=Skiul tillige;
Den gode Mand, han tog sin Død
Da han saa Herren ligge-
Men det er sandt, det kiere Brød,
Man vil saa nødig tigge.
Solicitanten krymper sig
Men siger: jeg maa lide,
At Qvinden hun bedrager mig,
For Snegler ey at bide
Han løber til Patrouen hen,
Og siger: Jeg vil tage,
