83
mindre end en sund Fornuft, lettelig bevise Contrarium, med et Ord, Pedan¬
tens gandske Philosophie, om den end efter hans Tanker er Kiernen af den verds¬
lige Viisdom, passerer i de fornuftiges Øyne for et Corpus Nugarum, en Sam¬
ling af Urimeligheder og de unyttigste Subtiliteter. Skal han nødes til at tage
en sundere Philosophie under Betragtning, kommer alting ham for som
Kietterier, han støder sig over enhver Satz, fordi han ey begriber den, og, da
hans Hierne er ikke skikket til mindre, end at tage imod Realiteter og Fornuf¬
tens Sandheder, multiplicerer han sine Invectiver og Skields=Ord imod den
sande Philosophie, og bliver gierne Slutningen denne: Bone Deus, qvis ta¬
lem forat Philosophiam de, hvo kand fordrage saadan Philosophie?
Foruden dette veed Pedanten mesterlig at indrette sin Mine efter enhver Philo¬
sophisk-Science. Naar han gaaer med Logisk Betragtninger, seer han ud som
Hannibal for de Romere, og har et Ansigt som den skrækkeligste Helt, visende
dermed, at han er geledet af den anseeligste Gvarde af Ideer og Syllogismer,
og vilde jeg ey ønske mig saa ulykkelig paa den Tiid at falde for hans Haand.
Naar han gaaer frugtsommelig med Metaphysiske Meditationer, seer man ham
ligesom i en Henrykkelse med et gandske metaphysisk Ansigt og transeenden¬
talske Grimacer. Naar han fordyber sig i at betragte Naturens Hemmelig¬
heder, er hans Ansigt som et perpetuum mobile, snart slaaer han Øyet til Him¬
melen, ligesom han vilde nedsenke sig i Cartesii Svælg eller exammere Sand¬
heden i Tycho Brahes Systema, snart til Jorden som han vilde observere dens
Bevægelse, snart griber han med Haanden i Luften enten for at fange Fluer til
nærmere Undersøgelse, eller for at fylde sin Næve med Epicuri Sole-Grand.
Kort at sige: Pedanten røber sig ved sin gandske Adfær, og kand man lettelig
læse af hans Ansigt, hvilken Deel i Philosophien han har taget sig for at forderve.
Men i hvor ont dette end er, saa kand man dog i visse Henseende sige, at
det er det allermindste; thi ved en pedantisk Philosophie skader Pedanten ikke
saa meget andre som sig selv, hans Daarligheder bliver snart kiendelige, og
hans Confusions Systema finder ved Tidens Længde ikke mange Elskere. Men,
naar et pedantisk Hoved applicerer sig til Medicinen, seer det suurt ud for den
Syge, der underkaster sig hans Cuur. Forunderligt er det, at Pedanterie er
ligesom et u-adskilleligt Onde ved denne Konst, og hvis man ey havde Exempler
paa dem, der profitere Medicinen, men ere dog fornuftige, skulde man snart
tænke, at det var en Umuelighed at legge sig efter den Science uden tillige at
blive en Pedant. De pedantiske Medici har adskillige Mærker, ved hvilke de
distingvere sig fra andre. De søge at giøre sig renomerte og recommen¬
derte ved at aflegge selv de prægtigste Vidnesbyrd om deres Færdighed i Kon¬
sten, snart rose de sig af at have opfundet et Aurum potabile eller drikkeligt
Guld, snart søge de at insinuere sig ved et universel Medicament, der er
tienligt mod alle Sygdomme, een gjør sig til af Piller, der kand forlænge livet
til 100 Aar, en anden af et Præcipitans, der kand giøre en Død levende eller
