92
gode; Den Soldat, der sover paa sin Post, naar han ikke kand vide sig sikker
for fiendtlige Anfald, og naar Byen overalt er omringet af Fienden, seer ikkun
slet til for sit Fæderne Lands Beste, og den Læge, der paatager sig at curere en
Syg, men viser ingen Flittighed i at opvarte ham, er en alt for magelig Doctor,
og kand man have Aarsag at give ham paa nogen Maade Skylden, om den
Syge creperer. Naar en Meenighed ikke seer sin Præst uden om Søndagen
paa Prædike=Stolen, og naar man der intet hører uden idelige Repetitioner af
een og den samme Sag eller og noget gammelt Postill-Tøy, kand man sikkerlig
slutte, at han enten maa være inficered af deres Principia, der holde det for¬
Synd at studere, eller og han maa ikke have megen Umage med sine Prædi¬
kener (*) Jeg kunde vel tage i Betænkning at befatte mig med de Geistliges
Feyl, og sige som Ræven i Fabelen: Qvia me vestigiaterrent, men mit Em¬
bede forbyder mig at fritage nogen fra Tilrette Sættelser, naar jeg har Anledning
der til, og Plante Bogen siger desuden, at Steenbukkens Barn skal blive ein¬
Urtheiler der Geistligen.
Jeg veed ikke, om jeg med Grund kand beskylde en stor Deel af de andre
Studerende for den Last, som jeg i disse Blade censurerer; Vist er det, at,
endskiønt Vankundighed bliver af mange taget i Beskiermelse, og af sære Ho¬
veder ansees som en Hoved Dyd, saa forbyde dog disse forvendte Tanker ikke,
at vi jo nu frem for nogen Tid finde hos mange en priselig Begierlighed til at
giøre Fremgang i nyttige Videnskaber; men det er ogsaa vist, at deres Tal er
ikke mindre, der i Ladhed og Ørkesløshed bortdrive den meest blomstrende Tiid
af deres Alder, og naar de siden til en almindelig Ulykke blive satte i Betienin¬
ger, at bejamre deres forrige Daarlighed og forgiæves Ønske at tilbage kalde
de fremfarne Tider. Mange opholde sig ved Academiet, men uden Nytte,
thi de sees sielden paa et Auditorio uden ved forefaldende Solennitæter, da de
søge at fornøye Øynene, eller ved offentlige Dissertationer, da de forlyste Øre¬
ne. Mangen Socius giør sig tyk af de mange Aar, han har ligget ved Univer¬
sitætet, og anseer det som en Ære, at han i sine Studenter-Aar har depen¬
seret saa og saa mange Penge i Kiøbenhavn; jeg er ham her udi ikke imod,
jeg tilstaaer ham gierne sin Caractere af en gammel Academicus, men i mit
Sprog er han en Peripateticus, eller omvankende Philosophe, der mueligt
meere har brugt sine Fødder end sin Hierne og confunderet det Studentiske
Seyerverk, der allene giver to Timers Frihed til at sparsere; man kand sige
om mange af disse Brødre, at de vente paa Oplysning i Stilhed, og ret giøre
Profession af en latterlig og skadelig Qvietismo, og man gaaer ikke meget uden
(2) Jeg erindrer engang at have seet et Latinsk Vers, der var skrevet i saa tyetyde¬
ge Terminis, at det baade kunde ansees som en Satire og Apologie, og angaaer den Sag,
som jeg her forhandler:
Condeniunt animi, sed frustra pabula quarunt
Stertentes Famuli somnia nulla docent.
