95
pere sig fra den almindelige Lov, der befaler alle at arbeyde, naar man be¬
tragter hans Levemaade, synes han at ligge i en stedsevarende Søvn, og at
drømme om et Øyemærke hvor for han er skabt, som ikke kand være
mueligt; han indbilder sig, at han allene er sat i Verden for at tiene sig selv
og have magelige Dage, han anseer andre som de, der ere skabte for hans
skyld, at de skal paatage sig de Byrder, som han ey selv skiotter om at bære;
hans ørkesløse Liv og de Vellyster, der følge med samme, har ligesom giort ham
til en Middel-Punct, hvor adskillige Sygdomme ere samlede, skal han iføres
sine Klæder, maa han betiene sig af andres Hænder, skal han aflægge Visiter,
troer han ey sine egne Been, men maa lade sig drage enten af Heste eller Men¬
nesker; fordi han ey behøver at være Fæderne Landet til Byrde, tænker han,
at han ey heller er pligtig at være det til Tieneste, og han har mange Brødre,
der ere af samme Tanker. Disse Mennesker, der leve allene for at gjøre intet,
betænke ikke, at den private Lyksalighed, i hvilken de ere satte, er den aller¬
stærkeste Obligation, der forbinder dem til at vise Flittighed i Livet, og legge
Vind paa saadanne Ting, ved hvilke de kand tiene Fæderne Landet. Der fin¬
des andre, der til en Tiid paatage sig Embeder, men allene i den Tanke, at de
kand oplegge sig Capitaler, og fremdrage Resten af deres Liv i Roe, det er, de
fleste Tider, i Ladhed, disse komme mig for, som Kiøbmanden, der changerede
sin Handel og lagde sig efter Procurator Professionen under denne Prætext, at
han nu vilde begynde at tiene sin Gud. Flittighed i sine lovlige Forretninger
giør sandelig ikke noget Skaar i Gudsfrygt, og Christendommen blev aldrig
slettere, end da Verden vrimlede af lade og ørkesløse Munke; at vilde renon¬
cere paa den Tieneste, man er sit Fæderne-Land skyldig, af den Aarsag, man
vil leve i Roe, er en Sag, der aldrig kand bestaae med Naturens Lov. Jmid¬
lertid er det dog almindeligt; Mange, der ey allene ere forbundne, men have
og Leylighed til at opoffre deres Dage til en almindelig Nytte, holdes fra disse
deres Pligter af Kierlighed til Ladhed, andre see sig ogsaa forbundne, men fin¬
de ingen Leylighed, de ere ledige, fordi de ey blive leyede. For nogle faa Da¬
ge siden saae jeg Invitation til Prænumeration paa et Skrift under denne Ti¬
tel. Otia suite Otioste jeg sluttede heraf, at Skribenten i sin Station har ikke
megen Leylighed til at vie, at han betiener den.
Jblant andre Aarsager, der befordre Ladhed, kand vi ogsaa regne mange
Forældres forvente Omgang med deres Børn, da de ligesom selv legge Puder
under deres Arme, og af en utidig Ømhed tillade dem ikke at vænne sig til Ar¬
beyde, i den Henseende heder det rettelig:
Blanda patrum segnes facit indalgentia natos
Titius er en forstandig Mand i sit Embede, men en lidet fornuftig Fader, thi
han tillader sin gamle Søn at bortdrive et Aar efter det andet i Lediggang,
Slutningen bliver denne, naar Faderens Hoved engang falder af, kommer
vel Sønnen til at lyde Trom-Skindet. Röbling er en gammel affældig Enke,
