98
ler, hvis Opfyldelse er baade unødvendig og umuelig. Critiquerne ere stærke,
vare de ikkun grundede. Af et partisk Væsen har jeg stedse været en Fiende, og
mine hidtil udkomne Blade bevise uden Tvivl det samme. Det almindelige Be¬
ste, der stedse staaer mig i Hovedet og hidintil har fort min Pen, befaler mig
at angribe Fædernelandet paa den ømmeste og maaskee forraadnede Side, jeg
attaquerer helst dem, der bilde sig ind at være Skud frie, jeg opfører mig som
en Fiende, der vil sigte med Fordeel, og giver derfor sine Tropper Ordre at
bestorme i sær de vigtigste Fæstninger, og giøre Anfald paa Kiernen af sin Mod¬
standeres Armee. En Læge, der heeler en Blegn, men gaaer en Bylde forbi,
der kand giøre Patienten meest Skade, viser liden Fornuft. Jeg anseer mi¬
Fæderneland som et sygt Legeme, hvis fleeste Lemmer ere angrebne, men et
Lem meere end et andet. Naar jeg derfor i mine Betragtninger gaaer løs paa
Laster, efterseer jeg tillige, hvor de stærkest har forskandset sig, og hvor de kand
foraarsage den største Ulæmpe; om dette kand ansees som en Partiskhed, veed
jeg ikke. At vilde vise Ladhed hos en Skræder eller Skoemager, at sige, en
Tydsk Haandverkmand deeler sin Tid imellem Spiir og Arbeyde, en Dansk
derimod iagttager det første, men ikke det sidste, kunde vel være sandt, men
ikke meget opbyggeligt, deels fordi slige Folk bekymre sig maaskee ikkun lidet
om saadanne Skrifter, der tiene til deres Lægedom, de give heller deres Skil¬
ling for et billede, for en Vise om Skibet, der forgik i forrige Seculo, om et
Menneske der skal rettes, om Jldebranden i China a. deels ogsaa fordi Ska¬
den, som foraarsages, ved deres Laster, er snart meere privat end almindelig,
naar ikke alle Lemmer af Laugene ere inficerede, jeg har derfor anseet det mee¬
re nyttigt og min Station meer vedkommende, at opvække, om mueligt var,
de fornemme Lade af deres Søvn og hvis man vil kalde dette Uforsigtighed,
bekiender jeg reent ud, at jeg fremdeles ikke skal skamme mig ved at giøre
mig skyldig i denne Last. Umueligheden i de foreskrevne Pligters Opfyldelse er
ikke til uden i deres Tanker, der ere saa haarde, at ingen Lægedom meere kand
hielpe, hvorfor jeg overgiver dem, og ikke meere vil befatte mig med dem; de som
agte det ufornøden at efterkomme de Pligter, som de ere deres Fæderneland
skyldige, giøre Vold paa Fornuften, træde Naturens Lov under Fødder, og
altsaa kand ansees som separerede Lemmer fra det Societe, i hvilket de ophol¬
de sig.
Men jeg er i min egen Sag bleven alt for vidtløftig, begiver mig nu til den, som jeg
i nærværende Ark er sindet at afhandle, og da jeg i forrige Uge paa Skuepladsen forestillede
dem, der giøre intet, endskiønt de have Leylighed, og ere skyldige til at gjøre meget, vil jeg
i denne tale lidet til deres Beste, der vilde og kunde giøre meget, men imod deres Villie giøre
intet, fordi de ey finde Leylighed, og Fæderne Landet synes ey at behøve deres Tieneste, end¬
skiønt det virkelig giør. Denne Sag er ikke af mindre Betydenhed end den forrige; thi li¬
gesom en doven Borger er et Land til Skade, saa kand en flittig og duelig blive det til Nyt¬
te, om hans Tieneste blev brugt. Visselig er det en Roes for vores Fæderne Land, at i
det findes saadanne Børn, der kappes om at giøre sig skikkede til dets Tieneste; Den, der
