107
tvende Gudinder, der hidindtil med en ubeskrivelig Kierlighed har elsket det Men¬
neskelige Kiøn, mit Navn er Alethine (*) og min Søsters er Aretine (**)
vi havde tænkt ved vore mange Kierligheds Prøver at gjøre os Menneskenes
Hierter forbundne, og vi have stedse gjort os Umag for at bane dem Veyen til
den sande Ære og visse Lyksalighed; men vi har altid iblant vore Favoriter fun¬
det en saare liden Deel, der har taget vore Raad til Hierte, og sat deres Fødder
paa de Veye, som vi have anviist; de har anseet de samme alt for vanskelige,
og derfor stedse søgt efter forvendte Stier, der snarere og med mindre Møye
kunde føre dem til Maalet. Vore Fienders Tal har stedse været stort, og vi har
fra Verdens Begyndelse af hver Dag maattet holde os bevæbnede allene for at
forekomme det gandske menneskelige Kiøns Ødelæggelse; Den haardeste Mod¬
standerinde har vi erfaret i Hypocrisine, ) en Gudinde, der stedse har været
forsynet med et stort Anhang, og nu i denne Verdens forkeerte Alder givet os
begge næsten ulæggelige Saar, hun har forjaget os af vore Templer, lagt sine
Garnisoner i vore Fæstninger, og de faa Elskere, vi endnu kand have tilbage,
søger hun paa tusinde Maader ved Forestillinger af falske Lyksaligheder at forle¬
de til at tage sit Partie, Verden synes Eder vel at være nu i den deyligste
Tilstand; Gudsfrygt, Sagtmodighed, Kierlighed og andre vore Børn mee¬
ner J nu vel at finde i Overflødighed; men i Sandhed J bedrager Eder; de
fleste høre os ikke til, men vore Fiender; det er allene verdslige Aarsager, lump¬
ne Fordeele, en hastig forsvindende Ære, der overtaler dem til at føre sig i saa
glimrende Klæder. Da de forjoge os af vore Forskandsninger og Hypocrisine
gjorde sig Mester af vor Leyr, afførte de os vore Prydelser, og seer J os derfor
nu i saa usele Platter, de berøvede os vore Kroner, vore deylige Navne, med disse
seer J den nu at prange, og ved Hielp af disse giøre de mange Figurer og ofte me¬
get hurtige Spring; Jeg faldt over disse Beretninger i allerstørste Forundring,
og Gudinderne, som mærkede dette, sagde fremdeeles: Vil J følge os, hvor vi¬
vise Veyen, skal intet af vores Ord blive beviist u-sandfærdigt. Jeg syntes der¬
paa at forlade mit Leye, og at overgive mig til Gudindernes Anførsel. Alethine
gik foran, og efter en kort Tid befandt jeg mig i en Egn, der i Henseende til sin
Vitløftighed forestillede en Verden. Luften syntes overalt behagelig og forfri¬
skende, men var ikke saa i sig selv, thi jeg erfarede en selsom Forandring i mit
Legeme, der ligesom truede med en Sygdom, hvor jeg henvendte mine Øyne,
saae jeg de yndigste Blomster, hvis deylige Farver forsikrede mig om en beha¬
gelig Lugt; men jo nærmere jeg kom disse, jo hæsligere forekom mig deres Skik¬
kelse, og da jeg tænkte ved deres Lugt at blive forfrisket, erfarede jeg en giftig og
hartad dræbende Stank. Jeg kunde ey andet end undre mig over dette; jeg
sluttede, at man havde ført mig i en fortryllet Verden, og jeg frygtede selv for
en u-formodentlig Forandring. Jeg fortsatte min Gang, og blev en Skov vaer,
1) Dud. (2) Hollerie.
1) Sandhed.
