tog
der overalt var belat med de rareste Frugt-Træer, jeg giorde mig har Haabom¬
at finde de deyligste Frugter, men mit Haab feylede, og jeg fandt intet uden
forvisnede Blade paa krogede Grene. Da jeg havde passeret Halvdeelen af
Skoven bleve mine Øyne som dens, der længe stirrer paa Solen; jeg begreb¬
ikke Aarsagen til dette, førend jeg saae ved Enden af Skoven et Slot af det aller¬
prægtigste Slags dets Muure syntes at glimre af Guld, og dets adskillige Taar¬
ne lignede de allerklareste Solens Straaler. Jeg spurde Gudinderne, om den,
der residerede i denne magnifique Bolig, men en overflødig Graad havde
neppe tilladt dem at svare, endelig sagde Alethine, alle disse Herligheder har
tilforn været vores Deel, denne vitløftige Skov, der nu lader saa deylig, men
er sig selv forvisnet, har i vor Regierings Tid været den kostbareste Frugt-Hau¬
ge; Slottet, der forekommer Eder saa prægtigt, fordi J ey ret kand see det,
har været vores Residence, alle Ting vare da virkelige, men nu ere de kun som
Skygger naar J kommer nærmere Slottet, og beseer alle Ting med et Øye,
der ey lader sig forblinde, vil J falde i en langt større Forundring, imidlertid
vil vi enten opholde os her, for at vente paa Eders Tilbagekomst, eller besøge
vore saa overblevne Levninger, for at samle os, og overlegge vore Sager paa
det beste; thi Kierlighed til Menneskers Frelse har indtaget os, og endskiønt vi¬
ey synes at have noget Haab til at blive satte paa vore Throner, skal vi dog
stræbe derefter. Jeg tog derpaa Afskeed, og ilede til det glimrende Sted; men
jo nærmere jeg kom det, jo meere forsvandt Glandsen, og da jeg befandt mig
ved Slots=Porten, saae jeg den heele Bygning, der for et langtfraværende Øye
forestilledes saa skinnende, at være sammensat af Dynd og Leer. Gaarden, der
var stor i Circumference, vrimlede af Mennesker, men alles deres Øyne syntes
overtrakte med en tyk Hinde. Min Nysgierighed førte mig da videre, jeg fandt¬
alle Dørre aabnede og kom til sidst i et Gemak, hvor jeg paa en herlig Throne¬
saae en Gudinde i alle de Prydelser, som Verden kand tilveyebringe; hendes
Ansigt forekom mig som det deyligste, og hendes Legems yndige Skikkelse vi¬
gede ikke i det allermindste Alethines, ja den Liighed jeg fandt imellem begges
Miner og Adfærd, havde snart bragt mig paa de Tanker, at jeg her kunde see
den selv samme Person; den største Forskiæl var allene paa Klæderne; thi Ale¬
thines Kiortel var gammel, sønderreven og forlængst kommen af Moden, men
denne Gudindes Klæder vare alamodiske, og glimrede af Diamanter. Da
dette behagelige Syn indtog mit Øye, saa snart jeg traade i Gemakket, holdt
det mig en lang Tid ved Dørren, men saasom de forrige Hendelser havde lærd¬
mig, at man i denne Verden ikke kunde forlade sig paa første Anseelse, giorde
jeg mig drigstig, og nærmede mig et par Trin til Gudindens Throne, og da jeg
nøye betragtede hende, havde hun paa Hovedet en Krone, i hvilken fandtes det
Ord. Hypocrisine; Jeg mærkede strax, at min Dristighed blev optagen med
Unaade; Gudinden syntes derved at skifte Farve, og blev ikke lidet fortørnet;
men da jeg erfarede, hvo hun var, gik jeg med Frimodighed nærmere, ja saa
