111.
ste til intet, der kand findes hos en Person, som han ikke ynder. Da jeg
længe havde forundret mig over disse Dybheder, spurdte jeg endelig: har da hine
Brødre intet af det, som vi kalde Samvittighed, Samvittighed, svarede Pru¬
dentia, ney, den Orm er for længe siden dræbt, thi den gav ofte emfintlige
Sting; dog troer jeg ikke, at den skulde aldeles være skildt ved Livet, imidlertid
er det en Fiende, som alle Hypocrisines Tienere har forkyndet en stedsevaren¬
de Krig; For at giøre Eder overbeviist om dette, vil jeg veylede Eder til Gud¬
indens meest forborgne Gemak, hvor hendes Love og Statuta forvares.
Veyen til denne Værelse var som en indviklet Labyrinth, og, hvis jeg ey
havde været forsynet med saa klog en Anførere, vilde det bleven mig umueligt
at udreede mig. Efter mange Omveye kom vi til Dørren, men fandt den til¬
lukt og forvaret med mange Laase; alt dette uagtet maatte den dog oplade sig,
saa snart Prudentia med Force satte Foden imod den; i Gemakket stod et Bord,
og paa det var lagt en Bog, der i Skikkelse lignede et Menneskes Hierte; dens
Blade vare af Steen, og i disse havde Hypocrisine ladet indgrave sine Regle¬
mens; de samme vare saa vitløftige, at jeg ey erindrer dem alle, vil dog med¬
deele min Læsere alt hvad jeg endnu kand have tilbage:
Jeg Hypocrisine, det Menneskelige Kiøns Ven, den, der ved Gienveye¬
skaffer dem Adgang til Lyksalighed, ved min Kierlighed skiuler deres Laster, ved
mit skinnende Væsen forblinder de Seendes Øyne, efter at jeg med Berømmel¬
se har triumpheret over Alethine og Aretine mine haardeste og stedsevaren¬
de Fiender, og forjaget dem med alle deres Tilbedere til en u-bekiendt Verden, saa
har jeg ved min Premier-Minister og troe Raadgivere Hr. Mendacius (?) til
mine Underhavendes Beste og bestandige Velgaaende ladet forfatte en alminde¬
lig Anordning, den alle mine Tienere under Fortabelse af min Naade ere skyldi¬
ge at følge: Jeg har ey allene vildet skiænke dem det Bytte, de herlige Klæder,
om jeg erobrede i mine Modstanderinders Leyer, men jeg vil endog lade dem
vide de Pligter, som de have at iagttage, hvis de ey igien vil skilles ved deres
Prydelser. 1.) Er det min alvorlige Villie, at alle mine Tilbedere skal beflitte
sig paa at kiende de Menneskers Passioner, med hvilke de omgaaes, for at rette¬
sig efter de samme. 11) Skal de ligge Vind paa dobbelte Tunger, tale Folk
efter Munden, sige Ja og Ney, ligesom de mærke, at det kand være til deres
Fordeel. III.) Skal de aldrig sige hvad de meene. IV.) Skal de vel lade
deres Passioner herske, men dog vide at tvinge dem, saa længe de befinde sig
iblant andre, i sær iblant dem, der endnu maatte være af Aretines Anhang.
V.) Bør de stedse med Berømmelse tale om Aretine, bejamre Tiderne, der
ere saa forvendte, og idelig ønske, at Menneskenes Øyne dog eengang maatte
aabnes. VI.) Skal de idelig raabe imod Laster, men ikke røre ved deres Feyl¬
der kand forhindre deres Lykke. VII.) Skal de stedse raabe imod alle dem, der
(2) Logere¬
