117.
Adolantius er en Mand, der i Henseende til sin Færdighed i det hykkel¬
ske Væsen meriterer det første Sted paa Hykleres Liste, Coruncturerne har
aldrig været saa forunderlige, at han jo vel har vidst at skikke sig i de samme;
har Tiderne befalet, at en Mand, der vilde frem i Verden, skulde signalisere
sig ved Gudsfrygt, saa har Adulantius ikke været den sidste, der snildt har vidst
at betiene sig af den forslidte Religions Habit, hvo har vel meere besamret de
fordærvede Tider, hvo har meere sukket over Kirkens Saar, og hvo har viist stør¬
re Nidkierhed i sin Guds-Dyrkelse end han En Prædikant kunde aldrig præ¬
dike saa skarp, at han jo efter Adulantii Tanker burde prædike skarpere, og en
Mand, der vilde gaae frem paa Sagtmodigheds Vey, blev af ham anseet som
en Pest. Hvo skulde tænke, at saa ivrig en Mand i alt dette skulde være en
Hykler, men lader os ansee ham med rette Øyne, lader os ikke beskue hans
Skikkelse i Phantasiens Speil, der gierne forestiller en Ting anderledes end den
er, lader os følge Adulantium til sit eget Huus, naar han unddrager sig fra
Skue=Pladsen, hvor han maa spille en fremmed Person, tør han maaskee blot¬
te sig inden sine egne Vegge. Lader os gaae løs paa hans egne Passioner, og
med Hæftighed røre ved hans Skjøde-Synder, hvad gielder det, at Manden
derved skal skifte Farve og undskylde sig, at han som andre er et Menneske.
Simulantes er ligesaa redelig, og han er i Begreb med at giøre sin Lykke; hans
Liv er en Kiede af Laster, og hans Væsen er saa bekiendt, at han i den Tilstand,
ikke kand vente at naae sit Maal; han mærker, at Dyd og Piete bliver taget i
Betragtning, og han har intet af begge Deele; det vilde blive ham suurt at
give sine Lyster Afskeed, og han despererer og at kunde blive Mester over
sine Passioner, hvad skeer, han maa legge Vind paa et Skin; han maa enten
aldeles forsage sine Medbrødres Selskab, eller allene bivaane det om Aftenen;
om Dagen holder han sig indgetogen, og han søger ikke Assistence, førend han
er vis paa at kunde søge den med Fordeel; han veed, at den eller den er rede¬
lig, og han haaber ved sit forstilte Væsen at blive bekiendt som en god Siæl¬
han legger Vind paa visse Tallemaader, og dem bringer han an med Nytte,
han efteraber andres Adfærd, og alle de, som ikke kiende ham for den han er,
tale om ham med Berømmelse; han reserverer sig adskillige Principia, for at
indrette sin Religion efter Moden, han er som Soel-Sikken, der dreier sig ef¬
ter Solen, og han er Karl for at skiære sin Kappe efter enhver Vind, naaer
han sit Ønske, tør han selv slattere sig af sine fordækte Veye, ja vel overtale
andre til at betræde de samme; imidlertid er ingen, der taler meere foragtelig
om den sande Gudsfrygtighed en Simulantes, han driver Spot med de aller¬
helligste Sandheder, naar han befinder sig iblant sine frekke Brødre, og han
lever selv i de Laster, som han fordommer hos andre; Hellighed og Jver synes
at betræde Prædike-Stolen, naar Simulantes holder sine Taler, men at ingen
skulde tænke, at han troer, hvad han selv siger, handler han tvert imod de Plig¬
