118.
der, som han med Rokkerhed udsfarver, Sagen er Lar: Simplantes er en
Comediant.
Hypocritus er en bemidler Mand, og takker med sammenlagde Hænder¬
Himmelen for sine Velsignelser, da han dog ved Aager og andre Uretfærdig¬
heds Konster har samlet sin Rigdom, skulde han nu kunde beholde sine Midler¬
for sig selv, er Kierlighed til hans nødlidende Brødre saa udslukket, at han
ey i deres Trang skulde række dem Haanden, og ney. Han giver stedse noget
til fattige Lemmer, og seer sielden en Betler paa offentlige Steder, at han jo
strax tager i Lommen for at give ham en Skierv; han glemmer ikke at tale om¬
Guds underlige Huusholdning, der ofte skiænker et Menneske en Overflødighed,
for desto stærkere at overbevise ham om sine Pligter imod den Fattige, og Hy¬
pocritus taler herudi gandske fornuftig. Er ikke da denne Mand et Billede paa
en retskaffen Kierlighed, og skulde han vel uddeele sine Gaver uden at have et
Hierte, der er ligesaa villigt som hans Haand, Vi vil troe dette til en Tid, og
vi vil imidlertid giøre os Umag for at see fleere og større Prøver paa hans kier¬
lige Hierte, mueligt han har Ære for Øyne og vil give Klokkeren en Plan,
hvorefter hans Testamente skal stilles. Jeg vil for Exempel selv søge hans
Assistence, og laane en Summa paa min Arvedeel; Jeg kommer for hans Dør,
der møder mig en fattig Enke med vaade Øyne, jeg spørger om Aarsagen til
hendes Graad, og tænker at en bevægelig Tale af Hypocriti Mund har foraar¬
saget den; men jeg faaer et Svar, der moxen giør de gode Tanker til intet, som
jeg forhen har fattet om den gavmilde Rige. Manden har en Capital i Enkens
Hytte, og hun har indfundet sig for at betale den sidste Rente, hun har troet
hans ærlige Ansigt, og agtet ufornøden, at forsyne sig med Qvittering for det
forrige Aar, hun kræves nu for en Rente, der redelig er betalt; hendes Navn
staaer blank i hans Bog, og hun trues med Process, hvis hun ikke udsætter sit
sidste Mon for at betale sin Gield. Dette maa staae ved sit Værd, jeg vil
endnu ikke troe, at Hypocritus er saa ond. Jeg gaaer ind i hans Gaard, der
hører jeg en klagende Røst, som raaber Hævn over den Uretfærdige, jeg seer
mig om, og bliver en Arbeydere vaer, som man nægter sin Løn, nu sandelig det¬
te synes at være det stærkeste Beviis paa Hypocriti ilde sindede Hierte, men
jeg veed ikke Omstædighederne, kand altsaa lettelig bedrage mig; jeg vil selv væ¬
re et øiensynligt Vidne, førend jeg vil anføre Manden paa Hykleres Register;
jeg søger ham derfor i sit Kammer, der finder jeg ham i sin Andagt; Bibelen
er opslaget, og han har i Haanden en Bog, der lærer ham at bede med en an¬
dens Mund, jeg sætter Foden tilbage, og vil oppebie Slutningen af hans Bede¬
Stund, men han legger Bogen paa Bordet, hvor hans Regnskabs Bøger og¬
saa findes, og han beder mig blive, han klager over de Uroligheder i Verden,
der forbyde en ærlig Mand at tiene sin Gud i Stilhed, han besværger sig over
