119.
sine Huus-Folkes Ondskab, der stedse opirrer ham til Brede, og han var nu i
Begreb med at bede Gud om Forladelse. Jeg siger ham mit Ærinde, og han
drager derved de dybeste Sukke; han vidner da selv om sin Redebonhed til at
hielpe den Trængende, men klager derhos, at den sidste Kierlighed han viiste,
tømmede hans Casse; Jeg afmaler mine Yderligheder, forsikrende tillige, at han
kand være vis paa en redelig Betaling; han vidner, at intet gaaer ham meere
til Hierte, end naar han skal lade den Nødlidende fra sig uden at hielpe ham, og
endskiønt han ey selv er ved Penge, vil han dog for at tiene mig, selv laane dem
hos andre, jeg maa derfor indfinde mig Dagen derefter; Jeg kommer ogsaa,
og finder Manden i en rasende Tilstand; ved hans Piges Uagtsomhed er et Leer¬
Kar sønderslaget, og det er efter hans Ord, meere end nok til at giøre ham til
en fattig Mand. Hans Vrede sagtes, naar han seer mig komme, og jeg føl¬
ger ham til det Sted, hvor Pengene skal leveres; de ere allerede aftalte, og jeg
har ey nødig at tvivle paa saa brav en Mands Accuratesse, jeg spørger om
Renten, og hører at Capitalen laanes mig ikke paa andre Vilkaar, end naar
jeg vil give 12 pro Cento, thi paa den Fod har han selv forbundet sig, førend
jeg forfatter Obligationen, faaer jeg i Sinde at betale et Aars Rente forud, bry¬
der derfor en Tutte, og finder forfalskede Penge; for at faae Vished om Be¬
drageriet, tæller jeg Summen, og erfarer en anseelig Mangel; jeg har da nok¬
til min Underretning, jeg legger Pengene, tager min Hat, og forføyer mig af
Hyklerens Huus; hans Christendom anseer jeg som en Capitulation med vor
Herre, at han afbeder een Synd for at faae Frihed til at begaae en anden.
Simianus vil have Ord for at være en vel grundet Mand i Lov og Ret¬
og han meener at ingen større Prove kand aflegges paa hans Dygtighed, end
naar han paatager sig de uretfærdigste Sager, iblant hvilke de, som angaae ham
selv, ere de fornemste han opholder sig iblant Folk, der ansee ham som et Vun¬
der, og den Lykke, med hvilken han har igiennemgaaet de farligste Processer, giør
ham snart til meere end et simple Menneske; han beraaber sig stedse paa Sam¬
vittighed, og skammer sig ikke ved at sige, at han hverken fælder en Dom eller
paatager sig en Sag, uden Retfærdighed stedse staaer ham for Øye. Skal
vi troe ham paa hans Ord, og lade ham passere for en retskaffen Mand, Ney,
vi maa have andre Beviser, end de hans egen Mund aflegger. Saa snart et
Vidne beklager, at det af ham enten har været underkiøbt eller truet til at vid¬
ne falskelig, saa snart privat Had eller Affection underskriver hans Domme;
saa snart han under Nidkierheds Skin opæder en Enkes Huus, og stolende paa
andres ignorance eller liden Aarvaagenhed søger den Fortrængtes Undergang,
dømmer jeg ham strax fra Titel af en god Mand, og siger hans Væsen at væ¬
re en Blanding af Religion og Malice. Men hvo skulde have saa slette Tan¬
ker om Simiano, Kand nogen af hans Stand tale deyligere om Religionen,
