120
kand nogen meere støde sig over det lunkne Væsen i Gudsfrygt, meere bevær¬
ge sig over de magelige og blinde Lærere end han og hans ligesindede Brødre,
han forer stedse i sin Lomme en gudelig Bog, og den Begierlighed han har til
at undervise andre, giør, at hans Discourser stedse gaae ud paa opbyggelige
Materier, han straffer med Jver de i Svang gaaende Laster, og en Drankere,
der overstiger de satte Grændser af Tiden, maa ikke allene høre en Torden-Røst
af hans Mund, men ogsaa betale sine Bøder, hvo har noget paa dette at sige?
er Nidkierheden ikke i sig selv priselig er Lovens Jagttagelse ikke roesværdig?
Jngen kand tvivle om dette. Man ønsker allene, at den ivrige Simianus vil¬
de selv holde sig Instruxerne efterretlig, ikke see meere igiennem Fingre med
sine egne end andres Ugudeligheder, og ved Ustraffelighed i Livet vise de Fod¬
spor, i hvilke andre ikke skulde skamme sig ved at træde. Papiret forbyder
en større Vitløftighed, og Materiens Vigtighed befaler en Continuation. Jn¬
gen støder sig over dette uden Fienden, som jeg angriber, og efter Muelighed
stræber at forjage af Landet. En Hykler fortiener ikke mindste Medlidenhed;
thi han skaaner ikke de helligste og dyrebareste Ting; jeg seer, at han ligesom
moquerer sig over heele Verden, og hans Ønske er ligesaa forvendt, som den
Romerske Kaysers Caligulæ; thi ligesom denne ønskede, at det gandske Romer¬
ske Folk havde allene een Hals, den han paa engang kunde afhugge, saa ønsker
hine, at alle Mennesker vare forsynede med Vox-Næser, dem han kunde dreye
og vende efter sin egen forkeerte Villie, Jeg seer, at den sande Dyd og Fortie¬
neste taber sin Estime, hvor Hyklere findes i Mængde, og at disse Diævle i
Menneskelig Skikkelse giøre Tidernes Mennesker saa mistænkelige, at man end
og kalder de meest retskafne Mænds Oprigtighed i Tvivl, skulde jeg da spare
nogen Fliid for at demasquere disse det Menneskelige Kiøns afsagde Fiender,
og med de Vaaben, jeg har, arbeyde paa deres Undergang, At vise en Hyklere
af sin Adfærd, er noget, men ikke nok, i alt dette kand han glæde sig fremde¬
les uden Fare, og med sædvanlige Fordeele at betiene sig af sin Masque; men
naar man sønderriver hans Dække og vil ey lade sig nøye med det blotte Skin,
sees han i sin hæslige Nøgenhed, blive skildt ved sin Braad, og den maatte da
finde Fornøyelse i at lade sig bedrage, der fremdeles vilde lade sig forblin¬
de af saa stinkende et Creaturs glimrende
Væsen.
