123.
neske have en besynderlig Kraft, og at de Baand, med hvilke den holder For¬
nuften i sit Fængsel, ere ikke lette at sønderrive; af den tager han derfor sin O¬
lie, som han gyder i Jlden, for at giøre Luen desto større; Han veed, at, som
Menneske elsker sig selv for meget, fordi det ey kiender sine Ufuldkommenheder,
antager det gierne en Berømmelse, som det ikke tilkommer og med Taknemme¬
lighed i Ord og Gierning erkiender dens Flid, der vil tillegge det en Dyd,
som man ikke veed det har eyet. Det vilde see slet ud for saadan¬
ne Mennesker, hvis man ey i Mængde kunde treffe dem, der have Berømmel¬
ser, Dyd og Fortienester til Fals, og med en liden Umag kand bilde en
Ravn ind, at hans Fiere ere hvide, og giøre en Svane til en sort Fugl. J¬
midlertid synes dette Slags Hyklerie at være forhadt, og man skal ikke vise mig
een, der taler noget til Fuchsvandserens Beste; Han passerer overalt for en La¬
ste fuld Mand, men det forunderligste er, at hvor han mælder sig, er han gier¬
ne velkommen, og man har endnu ingen seet, der over hans Væsen er bleven
saa fortørnet, at de har viist Ræven Døren, naar han har indfundet sig for
at practicere sit Haandverk. J Betragtning af dette synes Fuchsvandserens
Sager at staae paa en uryggelig Grundvold, og lidet Haab bliver tilbage om
at forstyrre hans Magt; imidlertid truer han med en Ulykke, og den Gift¬
der ligger paa hans Tunge, er saa meget meere farlig, som den er skiult med
Sødhed, og man kand saa meget mindre tage sig vare for hans snedige Væ¬
sen, som han skiuler sin Slange-Hud med Duens Fiere. Jeg vil ey i denne Sag
være vidtløftigere, men efter mit Løfte andvende det øvrige af Papiret paa et
forgiæves Arbeyde, der sigter til Hykleres Undergang, som man ey kand vente.
Skulde disse mine Blade uformodentlig falde i et Menneskes Hænder af
dette Slags, troer jeg sikkerlig, at han af Forbittrelse om ikke for, saa nu kaster
dem fra sig, og om han igiennemlæser de tilbagestaaende Linier, skeer det vel
fornemmelig af den Aarsag, at han vil lære, hvorledes han kand bevæbne
sig imod de følgende Vanskeligheder, og bruge alle sine Konster for at fore¬
komme sin Ruine. Kunde vi blive saa lykkelige at giøre Hykleren afskyelig for
sig selv, vilde Verden i denne Punct blive mærkelig forbedret; Saa vidt jeg
seer, er det hykkelske Væsen af saadan Beskaffenhed, at, om et Menneske, der
hænger ved det samme, kunde af sin Egen-Kiærlighed faae saa megen Frihed,
at han ret kunde indsee sine Egenskaber, maatte han skrækkes for sig selv, og jo før
jo heller fordømme sin Masque. Den allerugudeligste Lem er efter mine Tan¬
ker ikke nær saa ilde faren som en Hykler eller Skinhellig, og den første kand
langt fra ikke tilføre det almindelige Væsen saa stor Skade, som den sidste
Hins Ugudeligheder falde enhver i Øyet, og han er saa raisonable, at han
blotter sin Skiændsel; Denne er ikke bedre i sig selv, men kand lettelig bedrage,
siden han skiuler sin Hæslighed med et glimrende Klæde, han er som Maanen
i sig selv et mørk Legeme, men han giør sig til af en laant Glands; Hiin har
ingen Støtter, at hælde sig til, ingen Undskyldninger at forebringe, ingen Ud¬
