124
fugter at søge, kand derfor bedre og med mindre Møye overbevises, denne
derimod beraaber sig paa sin ustraffelige Vandel, sine Kiærligheds Giernin¬
ger, Gudfrygtigheds Øvelser, og har hundrede Maader at befæste sig paa i¬
mod de beskyldendes Argumenter; Hiin kand med Tiden bringes til Bedring;
Denne gaaer saa længe ubehindret frem i sine Rænker, at han tilsidst troer sig
at være Redelighed selv, og anseer derfor alle Formaninger over Skulde¬
ren, som de, der ikke angaae ham; Hiin seer, at han selv trænger til Refor¬
mation, lader derfor være at befatte sig med andre, denne indbilder sig, at
ingen har større Ret til at dadle, sætte til rette og reformere Verden end han¬
jo meere han da kommer i med at hovle paa andres Liv, jo meere forglemmer
han sin egen Grovhed, og opfører sig i dette, som de fugtige Brødre, der drik¬
ke saa længe paa andres Sundhed, at de tilsidst lide Skibbrud paa deres
egen.
Disse Sandheder meener jeg at være saa klare, at de ikke kand imodsi¬
ges, dog er dette ingenlunde nok til at oplade en Hykleres Øyene; De egne
Fordeele, han har i Sigte, det Præ, han stræber at have for andre, ere saadan¬
ne Skandser, der forbyde slige Overbeviisninger at trænge ind til de rette Ste¬
der ; Vi vil derfore gaae den Skinhellige nærmere paa Klingen; vi vil
giøre os Umag med at holde hans Fordeele sammen med hans Fortrædelighe¬
der, for at see, hvilke beholde Overvægten: En Hykler bygger alle sine Ca¬
steller paa andres Simplicite, og hans snedige Messures grunde sig paa den
liden Bekymring, der findes hos Mennesker i at skielne Virkelighed fra Skin¬
Men hvad kand give ham Vished om Bestandigheden i dette? Hvor snart kand
ikke en uformodentlig Hendelse oplade Øyet, at man bliver meere skarpseende,
1) Heu miser, bibitom tories Regumqve Overmode,
Post Sanitatem, sanitatem perdidi.
*) De bedrøvelige og skadelige Jndflydelser, som egen læteresse har i det almindelige Liv,
ere af en anseelig Skribent saa vel udførte, at jeg venter at fornøye mine Læsere, om jeg med¬
deeler hans Tanker i Fædernelandets Sprog: Egen Interesse er Øyemedet, hvorfor Men¬
nesket enten giør eller lader noget. Den er Aarsagen at Store og Smaa staae i stedsevaren¬
de Bevægelse. Den gandske Verden søger den, og uden den rører man sig ikke; Den er
i vore Tider stegen saa høyt, at den snart hos alle Mennesker tiener i Steden for Raison;
thi alt hvad som skeer, bliver agtet for en Daarlighed, naar Interesse ikke er Sigtet. Det¬
te nanseet er Titel af interesseret et skammeligt Binavn, thi det viser uendelige Laster, i hvil¬
ke de ere skyldige, der giøre Profession deraf. Interesse kommer mig for som et Pulver, der
af Diævelen kastes Menneskene i Øyet, at de hverken skal see Retfærdighed, Skyldighed, Æ¬
re eller Venskab; den er det, der dæmper den naturlige Kierlighed imellem Beslægtede, op¬
vækker Had iblant Brødre, og udslukker Venskab iblant Venner. Den tiener de Store til
et Dække og de smaa til et Skiul, hine at de derunder kand begaae de uretfærdigste Gier¬
ninger, disse, at de kand til Side sætte alle Pligter, Skyldighed og Troeskab imod deres
Herrer; den giør Hof-Folk til Slaver, Soldater til Vovhalse, de Geistlige til Hyklere og Kiøb¬
mænd til Bedragere. Den er som en Regent over alle andre Passioner, og undertrykker ofte de
samme, at den allene kand triumphere; den betiener sig af Klogskabs Navn, naar den offentlig la¬
der sig see, men i sit egentlige Mørke begaaer den mangen Baselle, at den desto bedre kand mætte sig¬
