125.
og ey lader sig nøye med Skallen: En Hykleres Lyksalighed bestaaer til deels
derudi; at han kand bedrage Verden; men han sætter uden Grund for¬
ud, at i Verden findes ingen Fornuftige; Lader os sætte, at han i sine Anslag
bliver lykkelig, at hans Skin antages for Sandhed, at han forblinder Øy¬
et, indtager Hiertet, og naaer sit Maal; Hvor megen Uroe maae han da paa
den anden Side erfare i sit Sind, hvor maa han ikke frygte, at hans egent¬
lige Væsen bliver opdaget? Hvor ofte drømmer han ikke om sit Fald; og spaaer
sig selv sin Ulykke, med hvad indvortes Bævelse maa han ikke møde for de
Retskafnes Øyene, og lade sig see for dem, der kand giøre Hinder i hans Lykke, i
Hyklere kand nyde den Ære, at faae et Antal af blinde Tilbedere; Men ach
en ulyksalig Ære, de ere ikke alle saa blinde, som han indbilder sig, de la¬
de sig ikke alle fortrylle af hans udvortes Adfærd; Saa mange Vasaller, han
synes at have, saa mange Censores har han snart ogsaa, der legge Mærke til¬
hans Opførsel, og ved at kaste ham sine Konst-Greb i Næsen, forhverve sig
uformærkt et Herredomme over hans Person, og ved at vise den mindste Im¬
portunite kand giøre Hykleren til et Vox, der af Frygt for at bortsmeltes,
lader sig dreye og vende til alle Sider. Foruden dette maa jo Hykleren betrag¬
te sig selv som et Lem, der er skilt ved ald den Fortroelighed, som en retskaf¬
fen Mand nyder i et Societe; Han kand neppe troe sig selv, end sige andre;
snart et hvert Menneske maa han ansee som en Spion, der lurer paa hans Con¬
duite, den Fortroelighed, der er som Siælen i Samtaler blant gode Ven¬
ner, kand Hykleren ikke smage; Han maa være betænksom ved et hvert Ord
han taler, at han ey skal røbe sin indvortes Fuulhed; hans gandske Legeme
maa ligesom være Øye, at han kand see sig for til alle Sider. Posito, han
passerer til sin Grav for en ærlig Mand (og det bør i det ringeste Verden hol¬
de ham for at være, saa længe han ey har røbet sig) saa bliver derimod hans
Samvittighed det skarpeste Vidne og strængeste Dommer, der vil giøre ham
hans Endeligt heel bittert og hans Dom forskrækkelig, bliver han derimod rø¬
bet i sin egentlige Skikkelse, hvor stor bliver ikke da hans Foragt, hvor forhadt
hans Person, hvor kummerligt hans Liv, og jeg bliver ikke den sidste, der zii¬
rer hans Grav med denne Overskrift:
VIXIT, LUSIT.
ILLUSIT.
LUSUS.
demum &
LUDIBRIUM.
FACTUS.
de. Han har lever, giekker,
bedrager; tilsidst blev han selv en Giek¬
og Vidunder for Verden.
J Sandhed han fortiener ingen bedre; thi
hans Liv har været en Blanding af en Comedie og Tragoedie; J de to
Acter har han saaledes spillet, at han har spillet Nar med andre; i den sidste spiller
han Gier med sig selv, og ender sin Scene med Bedrøvelse.
