126
En Høflere, der læser dette, seer vel noget furt derved, men lig frygter,
at han dog bliver den samme; Jeg tilstaaer gjerne min Uformuenhed i at de¬
masquere ham aldeeles, helst naar han er af det meest polerede Slags, og
kand sætte saa livagtige Farver paa sin Masque, at den forestiller et Original¬
Ansigt; men jeg meener dog, at jeg i det anførte ikke har feylet, og naar en
Hyklere vilde tage det til Efter-Tanke, og legge til, hvad jeg kand have forglemt,
eller rettere, hvad han veed meere og bedre end jeg, kunde man haabe, at hans
bedragerske Væsen vilde blive anseet af ham selv med andre Øyene; Dog vi¬
kand ingenlunde lade det komme an paa ham selv; vi vil derfor see, hvad
Midler der findes, hvoraf andre kand betiene sig til hans Ødeleggelse:
Naar denne Sag skal gaae for sig med Lykke, bør man ingenlunde hol¬
de den gamle Regel for ubedragelig, der befaler os at troe det beste om et Men¬
neske, indtil vi blive overbeviiste om andet; Andre have viist at Regelen har
Exceptioner, og et Menneskes Væsen efter dets nærværende Beskaffenhed
lærer det samme. Cartesti Principium, der befaler at tvivle om alle Ting,
er i alle Maader antageligt, thi det sigter til en nærmere og fastere Overtydel¬
se; Saa lidet tilforladelige som et Menneskes Ord ere, der vidner i sin egen
Sag, saa lidet kand man og fæste Troe til den udvortes Anseelse, og deraf
fælde Domme til det indvortes; Det var daarligt, om man vilde holde en
Ulv for et Lam, fordi den havde iført sig dets Skin, og ansee et Asen for en
Løve, om det end havde klædet sig med dens Hud; En Hyklere kand stedse
vente at tage godt Folk om Næsen, saa længe man vil domme om hans Hier¬
te af hans Masque. () Om jeg af adskillige Skildter, der findes i Hoved¬
) Hvor lidet man kand forlade sig paa et udvortes Skin, og hvor let man kand blive bedragen
af de Mennesker, der have lært at forstille sig, viser den Sinderige Spanske Skribent Balthasar
Gracian i hans ypperlige Skrift kaldet Criticon, hvor han anfører følgende Fabel, Man fortæller,
at da nogle unge Ræve komme engang tilbage til deres Huule, sagde de til den Gamle, Vi har i
Dag seet et skrækkeligt Dyr med Tænder, hvilket forekom os ret forfærdeligt, om det endskiønt alle¬
ne syntes sammensat af Elphenbeen. Ol svarede den Gamle, er det intet andet end dette, saa har
eder intet for dette Dyr at frygte. Anden Dagen bleve de forfulgte af et andet Dyr, der i Panden
havde spidse Braadde, J ere enfoldige, sagde den Gamle, jeg forsikrer Eder, at dette Dyr giør E¬
der ingen Skade Nogen Tid derefter sagde de, at de vare blevne et Dyr var med mange Kløer, der
ved sin Brølen drev dem tilbage; Det er Løven, sagde Ræven, dog frygter Eder ikke. Endelig kome
Ræve=Ungerne eengang meget fornøyede til Huulen, og fortaalte at intet Ondt var vederfaret dem,
de havde ikke heller seet noget vildt Dyr; Men sagde de, vi bleve begegnede af en der er langt adskildt,
fra de Dyr, som har indjaget os Skrek; han er ikke forsynet med skadelige Vaaben, han er behage¬
lig, fredsommelig, stille og taler med en angenem Røst Achlsvarede den Gamle, for denne gang for¬
andrer jeg mine Tanker Mine Børn, jeg siger eder forud, at J har alt Ondt at vente af dette Dyr¬
Saa snart J bliver det vaer, maa J af alle Kræfter tage Flugten: Hvorfor det spurdte de Unge?
Det har jo hverken Kløer eller Horn, og intet uden smaa Tænder. Flyer, siger jeg eder, sagde den
Gamle, det er Mennesket. Det er et listigt og ondt Dyr, og dets Ondskab maa meget meere fryg¬
tes, end om det var forsynet med de stærkeste Vaaben. Det er klart at Fabelen sigter til saadanne
Mennesker, der med skinnende Farver skiuler deres Ondskab, og ved et forstilt Væsen kand endog
bedrage de allerklogeste Den udvortes Anseelse, siger Grev Oxenstierne, giør ofte af en gemeen Sol¬
dat en General, af en Canik en Biskop og af Diævelen en Munk.
