128.
ste Religion skulde ikke iblant Spottere og Fele Geister høre saa ilde, hvis vi vare meere betænk¬
some, og ikke antoge alt det for Guld, der har Guldets Glands Religionen er det kraftigste Baand,
der kand sammenknytte Lemmerne i et Societe, og en sand Piete er den ypperligste Ædelsteen, der
zirer et Menneske, men et Skin uden Kraft er som en død Farve; Et Menneske, der besidder Dyd
og Gudsfrygt i Sandhed, giør allermindst Væsen deraf; den derimod, der stedse seer ud som en
Heraclitus, der søger alle Leyligheder til at blive bekiendt, der selv anseer og beraaber sig paa sin
Dyd som en Merte, bør man allermindst troe.
Dette fører mig imod min Plan paa et eget Jndfad, hvilket jeg vil overlade til andres
Domme, om det er grundet eller ikke, jeg vil forestille det i et Exempel: Titius er en Mand, der¬
giør Ansøgning om et Embede i Kirken; han seer, at man er omhyggelig for at forsyne saa vig¬
tige Poster med gudfrygtige Mænd, han stræber derfor at blive regnet iblant deres Tal; han
legger sig efter gudelige Bøger, han fører for Verden et ustraffeligt Liv, hans Klæde=Dragt er
fattig, hans Ansigt er meere end alvorligt; han søger deres Selskab, der ere bekiendte for den Dyd,
som han affecterer, han taler ligesom de, og de holde ham for en god Christen; han gaaer bedre
frem, han indfinder sig hos andre Formaaende, der glemmer han ikke at vidne om sin Gudsfrygt¬
at anføre dem, som kiende ham, han har vel ogsaa en Attest fra een eller anden, der taler til
hans Beste, Kand være, Titius er ærlig, kand og være han er en Hyklere, vi vil ik¬
ke dømme ham; Jeg vil nu sætte mig i dens Sted, for hvilken Titius møder; jeg vil
ogsaa supponere, at Manden er retskaffen; men jeg vil undersøge ham nærmere, jeg vil ey allene
dømme ham værdig til Embedet, fordi han er en gudfrygtig Mand jeg vil ogsaa vide, om han er for¬
synet med den Habilite, som Embedet udfordrer, Gudsfrygt er en Hoved-Post, men ikke nok, thi
ellers kunde jo sligt et Embede ligesaavel betroes til en ustuderet Mand, der ofte besidder meere at
den retskafne Piete, end mangen Studeret, jeg sætter derfor Titium paa Prøve, men Manden er
dum, har ingen Studeringer, skulde jeg da ansee hans Gudsfrygt med saadanne Øyne, at jeg i Re¬
garde af den skulde agte ham dygtig ingenlunde eg glæder mig over, at han er en religieur Mand
men recommenderer ham desuden Lærdom, og naar han distingverer sig ved den, lover jeg ham
min Afsistence. Nu vil jeg sætte, at denne Titius er en Hykler, naar han mærker, at hans Skin ikke
befordrer hans Absigter, tager han enten Masqven af, og falder tilbage til sit forrige Væsen, eller og
han beflitter sig paa det, der kand sætte ham i Stand til at forvalte det Embede med Frugt, som han
søger Sigtet af dette Exempel er let at fatte, og troer jeg ikke, at den Skinhellige ønsker, at Veyen
blev saa trang, det vilde ogsaa efter mine Tanker giøre et temmelig Skaar i hans Regning, naar han
besad intet meere end den blotte Anseelse. Over alt synes jeg at finde billighed derudi; og Fornuf¬
ten befaler det ogsaa, at Lærdom og Piete bør i sær hos en Guds Ords Lærere være samlede Naar¬
vi gaae tilbage i de ældre Tider, finde vi overflødige Exempler paa saadanne Lærere, der kand have
været vel intentionerede og redelige Christne, men fordi de ey har besiddet den fornødne Lærdom,
har de ikke taget i Betænkning at favorisere et og andet skadeligt Principio, af hvilke ere fulgte
mange for Religionen og Staten farlige Consequencer. Endnu staaer tilbage at arbeyde paa
andre Hykleres Undergang; man burde foreskrive Regler, hvorledes mange Dedicationer,
Liig-Prædikener, Testamenter og Ære-Vers burde efter Sandheds Love indrettes;
men da Papiret ikke kand tage imod meere, og det følgende Ark er be¬
skikket til noget andet, vil vi forbeholde os dette
til en anden Tid.
