130.
dom, at vi endogsaa maa aske ckere denne pudseerlige Nations Politelle i vore
Sæder og indbyrdes Omgang. Om denne Lærvillighed og Redebonhed til
at bøye vore Halse under Fremmedes Aag, kand ansees som en Ære for Dan¬
marks Jndbyggere, veed jeg ikke. Jeg vil ikke sige, at et forstilt Væsen var
i de gamle Tider ikke at finde. Naar det bliver inden de Grændser, som Klog¬
skab og Forsigtighed foreskriver, har det i visse Maader sin Nytte, og saa vidt
har det uden Tvivl ogsaa været brugt af vore Fædre, naar Fornødenhed har
udkrævet det; men nu er det aldeles bleven til en Mode og agtes som en Hoved¬
Dyd, ja et Menneske, der ey er ovet i denne Konst, finder ligesom sin Vey i¬
giennem Verden besat med Torne, og Haab om Lykke mestendeel afskaaren,
at jeg ey skal tale om de forunderlige Domme, som han er underkastet, da
hans Oprigtighed og enfoldige Væsen ey allene giør ham i de Slebnes og Po¬
leredes Øyne til grov og vankundig, men endog ofte bliver ham til Skade, li¬
gesom de gode og gunstige Domme, man i Almindelighed fælder over et Men¬
neske, grunde sig til største Deel paa hans Forstillelser.
Mit Fædernelands Børn, der giøre sig en Ære af at kunde forklæde sig,
maa ikke tage det ilde op, at jeg sætter dem i Classe med Gøglere; De hovmo¬
dige Aander kand ikke finde sig i denne Caractere; men de fortiene ingen bedre;
De opføre sig som de, der ere satte i Verden for at divertere en Tilskuer med
deres Adfærd, og ingen er bedre i Stand til at afmale deres Væsen, end de,
der ere blevne kloge af deres egen og andres Skade, og med et agtpaagivende Øye
betragte de Masqveredes forunderlige Scener; de maa ikke heller fortryde paa om¬
jeg i disse Blade forestiller dem som veritable Comædianter, og deres gandske Væ¬
sen som et Original-Skuespil. Acterne kunde blive mangfoldige og Scener¬
ne utallige; jeg vil gaae den korteste Vey, mig er muelig, og som en Tilskuer
have Friehed til at giøre mine Reflexioner; J den første Act vil vi betragte
Den forstilte Ærlighed.
Som denne viser sig paa adskillige Maader bliver ogsaa denne Act bestaaen¬
de af adskillige Scener. J den første indfinder Vulpinus sig allene, og har der¬
ved Leylighed at blotte sig desbedre. Det er Konsten, siger han, at et Men¬
neske, der i Hiertet er en Bedrager, kand saaledes ved laante Oprigtigheds¬
Farver forblinde andres Øyne, at han Tiid efter anden gaaer frem i Verden¬
som en ærlig Siæl; Ach Himmel, hvor mange Intrigner har jeg ikke spillet
under denne Masque, hvor mange have ikke gaaet bort fra mit Ansigt med dis¬
se Tanker. Ach, at Verden havde Mængde af saa oprigtige Mænd, Alle sø¬
ge mit Venskab, de fleeste blive bedragne, saa eller ingen mærke det: Jeg
forsikkrer alle om mit redelige Hierte og min Beredvillighed til at hielpe; J
alt dette ere Mennesker saa dumme, at de ikke af Erfarenhed kand lære, hvor
lidet mine Gierninger svare til mine Ord. Det Gode jeg lover een, lover jeg
ogsaa en anden, den tredie nyder det, naar han forstaaer hvad han bor. De
største Vanskeligheder, som møde mig, er at finde paa saadanne Undskyld¬
