131.
ninger, der kand bemykke mit med sig selv stridende Væsen. Jmedens Rul¬
pinus saaledes udlader sig, kommer Personatus for at giøre sin Opvartning;
Comedien gaaer nu først an, og Rævene kand ved deres Roler give fornuf¬
tige Tilskuere en fuldkommen Fornøyelse. Her synes den ene Oprigtighed at
møde den anden, og den ene Ærlighed at tage den anden i Favn; Personerne
aflegge paa begge Sider de dybeste Complimenter, og for at vise det Baand,
der har sammenknyttet deres Hierter ved et redeligt Venskab, hilse de hinan¬
den med Kiærligheds Kys. Den ene vidner om den Glæde, han nyder ved
den andens Velgaaende; deres Discourser synes fortroelige, og hvad den ene
bringer paa Bane, siger den anden ikke imod; J all denne Heede ere deres
Hierter kolde, og den Mistanke, som den ene har om den anden, gjør at in¬
gen af dem sige hvad de meene. Simplicius bliver tredie Mand, og man
kand af hans oprigtige og muntre Ansigt, hans gandske Væsen og Adfærd
der stedse har været sig selv liig, gjøre Slutninger til hans ærlige Gemytte;
Den Oprigtighed, der fødes i hans Hierte, er Borgen for hans Ord, staaer
som i Spidsen af hans Tanker, og har sin Boelig paa hans Læber; han siger,
hvad han meener, og han frygter ikke for Fiender, thi Dyden er hans Ven.
Han tager sig ikke vare for at give sig i et Sælskab, hvor Sandhed er jaget i
Landflygtighed, og Logn præsiderer; han har alt for gode Tanker om de tven¬
de Masquerede, der vil ansees som hans Venner; de give ham Ret i hvad han si¬
ger, og han aabner aldeeles sit Hierte. Efter mine Tanker handler han ikke
forsigtig; lad være hans Hierte er redeligt og hans Liv ustraffeligt, saa maat¬
te han dog giøre sig Umag for at kiende de Bedragerier i Verden, der er snart
almindelige, ansee mange som Venner, men give sin Fortroelighed til faa el¬
ler ingen. Han gaaer bort igien, og hans Complimenter ere ikke saa alamo¬
diske, som de ere oprigtige. Piben faaer straxen anden Lyd; Vulpinus og Per¬
sonatus, der tilforn syntes at have Estime for Manden, tale nu om ham
med yderste Foragt. Den Mand, sige de, veed ikkun slet at leve; hans Væ¬
sen er bondeagtigt, og hans Politique er temmelig grov; Dumhed synes at
tale, naar han oplader sin Mund, og en ugemeen Enfoldighed besegler alt, hvad
han skriver; hans Opdragelse maa være elendig, og hans Liv bliver ikke poleret,
om han end omgaaes med honette og civiliserede Folk.
Vulpinus tager derpaa Afskeed, og Personatus bliver allene tilbage, la¬
der os give agt paa hans Ord; han tør maaskee give Tilskuerne sine Tanker
om sin Compagnon: Denne Ræv, siger han, maa betales med sin egen
Mynt; hans Væsen er forstilt, og den Ærlighed, der ligger paa hans Læ¬
ber, har aldrig havt Rod i hans Hierte, Naar man omgaaes saadanne Folk,
bør man have et Øye paa hver Finger; deres Ord ere som Snarer, i hvil¬
ke de Uforsigtige lettelig kand blive fangne, og, naar man ey tilside sætter sit
naturlige Væsen, og taler tvertimod sit Hierte, bliver Veyen heel trang; den
udvortes Anseelse er et Slegfred Barn af Virkelighed; ligesom derfor Horeun¬
