133.
medens de alle ere geskestige, at overbevise ham om deres Ærlighed, faaer han
uformodentlig Bud, at hans Credit staaer kun paa svage Fødder, og at han
med snareste maa frygte for sit Fald; han skrækkes ved disse Tidender, og spør¬
ger sine mange Venner til Raads; Den ene seer paa den anden, og ingen ta¬
ler et Ord til hans Beste; de reyse sig fra Bordet, og deres Ydmyghed for¬
vandles til Foragt; den ene gaaer bort efter den anden, og Manden befinder
sig paa Skuepladsen allene. Hvor undrer han sig ikke nu over sine Venners
Falskhed, hvor bliver han ikke vaer, at deres Venskab var forstilt og grunde¬
de sig allerne paa hans nærværende Omstændigheder; hans Tilbedere seer han
nu at have været Smarottere, og ingen tager Deel i hans Ulykke.
Efter denne Ulyksalige præsentere sig tvende Personer, een af hvert Kiøn¬
Ægte-Standen, i hvilken de ere satte, forbinder dem til at omgaaes hinanden
med en uforfalsket Kiærlighed, de synes og begge at lagttage deres Pligter:
hvor venlig omfavner ikke Manden sin Hustrue, og Hustruen sin Mand; Vores
Sprog er ikke saa rigt, at det kand give hende de Kiærligheds Ord, med hvil¬
ke hun kand udvise sit oprigtige og omhyggelige Hierte; Manden er lettroende,
og anhører med Fornøyelse sin Hustrues Smigren; hans Handteringer udfor¬
dre, at han skal giøre en Reyse, og hans Kone geraader derover i Sorg; hun
spørger, hvorledes han kand føre det over sit Sind at forlade sin Hustrue,
hvis Øyene ey kand lade af at see ham; hun tager Afskeed med ham med Be¬
drøvelse, og følger ham til Dørren med Graad; Manden reyser, og Konen
kommer tilbage i en fornøyet Tilstand med smilende Miner; det er Synd, si¬
ger hun, at ønske ondt over sin Næste, men gid mine Øyne aldrig meere maat¬
te see den Joseph Saa ofte hun hører en Lyd, bliver hun glad, og den Be¬
drøvelse hun erfarede ved sin Mands Bortreyse, bliver paa nogen Maade lin¬
dret, naar den indfinder sig, som hun har sat Stævne; var Manden ikke saa en¬
foldig, vilde jeg ey heller svære for hans Oprigtighed, thi man har vel Exem¬
pler paa dem, der for at sætte sig uden for Mistanke hos deres lovlige Hu¬
struer, har anstillet sig meget kiærlige, men dog i alt dette været Extravaganter,
og naar Døden har været saa bevaagen at skille dem ved deres Huus-Kors,
har Legemet været dybsørgende, men Sindet fornøyet, Munden har siunget en
Vi vil slutte
Liig-Psalme, men Hiertet har istemmet en Triumph-Sang.
denne Act, og begive os til den anden, hvor vi see
Den forstilte Kydskhed.
J denne Act bliver Sirene Hoved-Personen, og spiller sin Role med Færdig¬
hed; Naturen har ziret hendes Legeme med Deylighed, og hun pryder sig selv
med tvungne Dyder; See engang, hvor mange de ere, der søge hendes Ven¬
skab; men see tillige, hvor Fiere hun lader, og hvor lidet hun bekymrer sig om
deres Caresser: det anstaaer ikke hendes Kiøn, siger hun, at overgaae Ær¬
barheds Grændser; hendes Opdragelse har været alt for fornuftig, at hun skul¬
de forglemme de Kydstheds Regler, som hendes Moder indprentede hende,
