134.
Kiærlighed skal endnu ikke rose sig af det Herredømme, som den har havt over hen¬
des Gemyt, og en Person af det andet Kiøn, der allene rører ved hendes Klæ¬
der, bliver strax afskyelig i hendes kydske Øyene: De fleeste af hendes Sla¬
ver tabe ved saa stærke Contestationer Modet, og med Skamfuldhed forføye
sig af hendes Aasyn; allene Sagacius bliver tilbage. Denne Mand lader sig
ey nøye med Ord, og den Jndsigt, han har i Menneskers Væsen, giør, at han
ey forlader sig paa Skin, Mueligt, tænker han, denne Sirene affecterer saa¬
stor Kydskhed, for at giøre sig saa meget mere behagelig; hendes Opførsel kand
være forstilt, og Fæstningen ikke saa uovervindelig, som den synes; han beflitter
sig da paa høflige og ydmyge Ord, og han resolverer ikke at tale det min¬
ste, der kand være anstødeligt, hans Comportement bliver indifferent, og han
lader sig ikke mærke, at han bærer nogen særdeles Kiærlighed til det deylige Kiøn¬
det bliver hans fornemste Sag, at prise Jomfruens Kydskhed og at tale om
Forliebelse med Foragt. Men see, hvor forandret bliver ikke Skiønheden ved det¬
te, hvor mange venlige Miner giver hun ikke den nærværende, hvor megen U¬
mag giør hun sig ikke for at sætte ham i Flamme, hvor taler hun ikke nu med
et andet Sprog end for, Sagacius har nok til sin Underretning, og forlader
den Forstilte, hun forføyer sig og selv med Bedrøvelse af Theatro, og to andre
Personer indfinde sig, der give Anledning til en nye Act, og vise Prøve paa
Den forstilte Capperhed.
Acten bliver allene bestaaende af tvende Scener, men de samme ere skrækkelige nok¬
Hvo maa ey zittre, naar han betragter de bevæbnede Mænd, hvis Øyen staae
fuld Flamme, hvis Miner ere saa truende, og hvis Ord meget martialske? de
discourere i det Tydske Sprog om Comuncturerne i Europa med temmelig
Hæftighed; enhver af dem finder sig i Stand til at succedere den for nogen
Tiid siden bortdøde Obriste Mentzel, der med Berømmelse har anført sine Ungar¬
ske Husarer; de bejamre deres Skjebne, at ingen Leylighed kand gives, hvor¬
ved de kand vise deres Bravoure, de besværge sig over, at de skal ligge i Stil¬
hed, og ey kand faae Anledning til at see en Fiende under Byene; de be¬
klage, at de nærværende Omstændigheder ikke tillade dem at vise Mandigheds Prø¬
ver paa andre end deres underhavende Soldater, og at disses forbankede Ryg¬
ge skal være de Journaler, hvor Efterkommerne kand læse deres Bedrifter. Hvor¬
maa ey døe af Skræk, naar man seer dem drage deres Sabler, og med For¬
bittrelse at hugge i Theatro, De raabe, at en Fiende skulde ikke have bedre Lykke,
naar han faldt for deres Haand, og ey giorde meere Modstand end de døde
Bræder. Hvo er saa egensindig, at han ey vil antage alt dette for ubedrage¬
lige Beviser paa en stor Tapperhed, eller hvo er saa modig, at han tor gaae den¬
ne Hercules og Achilles i møde? Mensee, en anden Scene begyndes, og en
Mand, der med Taalmodighed har anhørt de Bevæbnedes Torden Ord, ind¬
stiller sig; Denne seer ikke ud til at være en Martis Tiener, og hans Vaaben bli¬
ver jeg ikke vaer, jeg undrer mig derfor, at han tor nærme sig til de kiekke Helte;
