136
løser han de Baand, der har fængslet hans Lyster, og den Uret, han har gjort sig
selv ved at forskyde det tilbudne paa fremmede Steder, vederlegger han med
mueligste Flid, førend han forføyer sig til sit Leye. Belidor forstiller sig og¬
saa, og Forsigtighed synes at raade ham dertil; han besidder et stort Talent,
og han veed paa den anden Side, at om han ikke skiulte sine Gaver, fik han
Mængde af Misundere, han taler derfor stedse om sig selv som en gnorant,
han ønsker sig andres Erudition, og siger, at megen Tid udfordres, inden han
tør driste sig til at tilbyde sin Tieneste; Jmidlertid giør han under Haanden,
saadanne Anstalter, at de, som mueligt vilde hindre hans Lykke, om de hav¬
de kiendt hans Egenskaber, seer ham imod Forhaabning paa et Sted, hvor¬
fra deres Misundelse ikke kand styrte ham.
Men jeg haster til Enden, og vil slutte mit Ark med nogle faae Anmærk¬
ninger: Endskiønt Verden er saa forvendt, at man længe maa lede, førend
man finder en ærlig og oprigtig Mand, saa har dog ikke det retskafne Væsen,
aldeles taget Afskeed, hvorfor ikke heller mine Reflesioner i disse Blade kand
appliceres paa alle, Jeg veed, at de gaae for vidt, der ansee alle den nærvæ¬
rende Verdens Dyder for Hyklerie; Vores Fæderneland er ikke aldeles skilt
ved oprigtige Borgere, og jeg vil ikke sige, at Kydskhed skulde være kommet
af Mode; Tapperhed zirer endnu vore Krigs-Mænd, og gid den Tiid ikke kom¬
me, da den skulde vise sig.
Jeg fordømmer ikke alle Forstillelser, jeg anseer nogle som nødvendige. At skiule sine La¬
ster, der ellers maatte forstyrre Ordenen i det almindelige Væsen, er saa vidt god, men aldrig nok
til at bevise en god Mand. De nærværende Tiders Beskaffenhed giør alt Haab til intet om For¬
stillelsers Undergang; man maatte ogsaa philosophere for skarp, om man vilde raade enhver at
vise sig for Verden i sin naturlige Gestalt. Jeg støder mig over intet meere, end at vore Sæl¬
skaber og indbyrdes Omgang skal tabe deres fornemste Prydelse ved Forstillelses Last. En op¬
rigtig Mand, der samles med dem, som han holder for Brødre, finder sig ligesom forbunden at
deele sit Hierte med fine Venner, bliver han føyet af Lykken, meener han at kunde glæde dem
qvæles hans Sind af Bedrøvelse, tænker han at finde Trøst, behøver han deres Raad eller Hielp,
udlader han sig i Fortroelighed; men hvor skammeligt er det ikke, at han siden maa erfare dem,
som han regnede iblant sine Venner, at være snedige Ræve, der under Fortroeligheds Skin ud¬
lokke alle hans Tanker, og siden dræbe ham med sine egne Sværd. J Betragtning af dette bør
Forsigtighed kaste Lænker paa Friheden i vore Sælskaber, og vi maa have mange Prøver, fø¬
rend vi antage nogen iblant vore Venner. Jeg for min Deel er bleven saa vantroe, at jeg i Nø¬
dens Tid venter mig en større Hielp af min Hund og Kat, end af dem, der idelig befale mig at
troe, at de ere mig forbudne, og Erfarenhed har lærdt mig, at, naar jeg har taget mig vare
for Rævens Tredskhed, er den samme siden forvandlet til en Ulv, der,
skiønt forgiæves, ved min Ruine har stræbt at
stille sin Graadighed.
