139.
ner gav de Nærværende tilkiende, at Materien, der paa den Tid skulde forhand¬
les, var at undersøge Sandheden i denne Satz: Naar tvende Veye føre
til et Maal, bør den, som vil være en viis Mand, udvælge den for¬
teste. Discoursen gik derpaa for sig, og vil jeg i disse Blade meddeele mine
Læsere saa meget af den, som jeg endnu kand erindre, skulde mit Ark falde i
nogen af Interessenternes Hænder, haaber jeg, at de ey med u-milde Øyne an¬
see mit Foretagende, og ikke støde sig, fordi jeg er efter deres Lære-Maade frem¬
forer deres Referioner; thi deres Tale var en Klæde af Slutninger, indrettet
efter de strængeste mathematiske Regler, hvilke vilde blive alt for vitløftige at
anføre og kiedsommelige at læse¬
Jeg vil ikke opholde mine Læsere med de mange Beskrivelser, som disse Phi¬
losophi gave over alle deres Ord; thi de ansaae det som en stor Forseelse imod
den bevisende Lære-Maade, om de vilde anføre et Ord, som de ey i Forveien
havde beskrevet, om det end var af den Beskaffenhed, at de Hørende strax kun¬
de giøre sig tydelige Begreber derom; jeg vil allene anføre deres Tanker om en
viis Mand, hvilken efter en Beskrivelse, som en anseelig Mand iblant de forsam¬
lede gav, er saadan een, der foresætter sig en vis Ende, og betiener sig af saa¬
danne Midler, der kand hielpe ham til at naae den samme. Man begyndte der¬
paa at tale om adskillige Øyemærker, som Menneskene foresætte sig, een søger
efter Ære, en anden legger sig efter Viisdom, den tredie beflitter sig paa Dyd,
den fierde leder efter sin Lykke, o. s. v. Disse Sandheder ere klare, sagde en an¬
den, lader os nu eftersee de adskillige Veye, der føre til disse Lyksaligheder, for
at prøve hvilken er den korteste. Vi kand i denne Sag fælde de u-bedrageligste
Domme, naar vi gjøre Slutning a posteriori eller Erfarenhed, og naar disse
Domme ere ufeylbare, meener jeg vi finde alt det omtalte Gode hos en Mand,
der af Lykken er begavet med Rigdom, følgelig bliver Rigdom den korteste og
visseste Vey, der kand bringe et Menneske al den Lyksalighed i Skiødet, som han
vil ønske sig. Man skred derpaa til denne selsomme Meenings videre Beviis,
og begyndte een af Societæts Lemmerne saaledes at tale: En riig Mand er lige¬
som et Vunder i Verden; Naturen samlet med Lykken synes at have skiænket
ham alt deres Gode, og at have gjort andre fattige for at give ham Overflø¬
dighed; hans Hoved er ligesaa fuldt af Viisdom, som hans Pung er stoppet
med Penge; hans Merite ligger med hans Skat i hans Kiste, og naar hans Casse¬
er i god Stand, sattes han aldrig paa Dyd, sin Dygtighed beviser han med
Forskrivninger, og sit Fortrin retfærdiggjører han ved et Testamente, jo meere
han forøger sin Capital, jo større bliver hans Anseelse, hans Lærdom voxer med
hans Renter, og med Tive tagne pro Cento beviser han sin Kierlighed til Fæder¬
ne Landet. Forlad mig, min Herre, sagde en anden, at jeg falder Dem ind i
Deres Tale; vi maa raisonnere saaledes, at een Demonstration ikke kuldkaster
en anden. Det er ikke længe siden vi examinerede det Spørsmaal, om man¬
i vore Tider erfarer saadanne Virkninger, som overstige Naturens Kræfter, og
