143.
der, jeg veed ikke, hos meest bør lasses, bilas eller Maleren, der gindser ham med føl¬
Øren, hvis saa skadelige Følger skulde flyde af den verdslige Viisdoms Grunde, burde de nye¬
re philosophiske Skrifter udryddes af Bogladerne. Eders Tanker om en viis Mand ere ikke
aldeles rigtige, og vi gjorde vor Veyviser Uret, om vi vilde fælde samme Domme over hans
Een viis Mand foresætter sig altid en vis Ende, saa vidt har J Ret, men den samme bør være
lovlig; han betiener sig ogsaa af Midler; men de samme maa være tilstrækkelige, gode og ret¬
messige, naar noget af dette er borte, bliver hans Viisdom Daarlighed. Et Menneske kand
have en vis Sag i Sigte, der kand være tilladelig; men bruger han ulovlige Midler for at naae
sit lovlige Maal, og træder paa fordækte Veye, handler han imod en klog Mands Caractere.
og bør kaldes en Ræv. Jeg begriber lettelig, hvad J vil sige imod dette; men Praxis bliver siel¬
den en Lov, og en forvendt Sædvane kand aldrig retfærdiggjøre en ond Gierning. J taler saa¬
forunderlig om Penge, men J burde angribe de Menneskers Laster, der holde saa slet Huus med
Pengene. Det glimrende Metal giør, saa at sige, imod sin Villie, hvad det giør, det synes
forud at have seet de utallige Laster, i hvilke Mennesker for dets Skyld vilde styrte sig; det har der¬
for forstukket sig i de nederste Steder i Jorden, taget Boelig i de haarde Klipper, og ikke uden
Møye og Fare kand drives ud af sine Miner. Det overflødige Onde, som Rigdom synes at stifte,
har sin egentlige Kilde i Menneskets forkeerte Lyster. Den, der vilde lade afskiære alle Viin¬
Træer, for at forekomme Drukkenskab, handlede meere som en ædrue end fornuftig Mand,
og den, der prædiker imod Penge, da han burde antaste deres Tilbedere, synes mig at sigte
i Veyret. Fire Ducater fortiene ey at forbandes, fordi de maa lade sig bruge til at udstikke et
Øye, eller hvad Deel har en anseelig Arvedeel for sig selv i Arvingens slette Opførsel, der an¬
seer sine Midler med saa stolte Øyne, at han ved deres Hielp kand bane sig Veyen til hvad han
vil, uden tillige at have Dyd og Merite. Jeg veed vel, at paa det Spørsmaal: Hvo er den
Lyksaligste i Verden, er engang bleven svaret: Den, hvis Forældre ere begravne i Hel¬
vede, hvormed den Svarende sigtede til de Midler, som ved Ret og Uret vare sammenskrabe¬
de og efterladte til Arvingen; men gid den Tiid aldrig komme, da Erfarenhed skulde bekræfte
Svarets Sandhed. Skulde Eders Meening være grundet, maatte man snart troe Rigdom¬
og Dyd stedse at være parrede, derimod Fattigdom og Laster, Armod og Vankundighed ad¬
skillelige, hvis saa var, ophørdte mange Myster, og det, som de utidige Censores driste sig at
criticere, var i alle Maader ret. Men Eders Meening er ligesaa vildfarende, som den er farlig,
den udelukker de Fattige fra de Tienester, de kunde giøre Verden, og plaiderer paa den anden
Side for rige Jdioter. En riig Mand, der tillige er en brav og meritered Mand, er i meer
end een Henseende lykkelig; thi hans Rigdom giør, at hans Gode snarere bliver bekiendt, og
at Verden kand have Fordeel af hans Pund; men en riig Mand er ofte intet meere end riig,
i Henseende til sig selv, og, hvad han er meere, dependerer allene af de adskillige Maader,
paa hvilke hans Midler blive anseete af andre. Pengene for sig selv blive Penge, og Man¬
den, der har dem, beholder sin Natur, enten han nu skal regnes iblant Mennesker eller Umæ¬
lende; men det beroer allene paa andres Meening, hvad de baade vil holde ham og hans Mid¬
ler at være. Rigdom er noget, der er uden for Mennesket, og Dumhed maa søges hos ham;
det staaer i min Magt, om jeg vil divertere mig med at indbilde mig hans Penge at være Dy¬
der og hans Dumhed at være Klygt.
Samme Anmærkning giør jeg ved Eders Tanker om de Fattige. Man har til alle
Tider viist sig geskeftige i at tale til deres Beste, man har stedse indbildet sig, at de lide Uret;
men ligesom Reflexionerne over de Riges Egenskaber ere alt for almindelige, saa ere ogsaa de
over de Fattiges; mange formuende Mænd besidde store Qvalitæter, og Viisdom blev inden
alt for snevre Grændser, om den allene skulde findes i de Fattiges Hierner; den Mangel, som
de Arme har paa Lykkens Gaver, erstattes ikke alle Tider ved Naturens, og lad være Fattigdom
var stedse geleydet med Forstand, Dyder og Fortienester, saa staaer det dog i andres Frihed,
om de vil ansee disse Egenskaber for det, de ere. De Rige, der ere fremmede fra det, der egent¬
lig kand giøre dem skikkede til de Ting, efter hvilke de tragte, blive ikke af alle betragtede paa een
