144
Maade. De selv bilde sig ind at have det ene saavel som det andet i Overflødighed, de¬
Fattiges Øyne ere de derimod ligesaa trængende til de Reqvista, der bør findes hos brave
Mænd, som de have Overflødighed paa Gods og Formue. Jeg for min Deel dømmer stedse efter
Kierligheds Lov, og naar man disputerer om en Mands Qvalitæter, tier jeg stille, indtil jeg kand
dømme af Erfarenhed, der i mine Tanker giør min Dom u-bedragelig; altsaa, naar jeg seer Man¬
den i den Situation, hvor han baade bør vise Dyd og Fornuft, troer jeg, at han besidder begge
Deele, enten han saa er riig eller fattig, andre derimod ere saa egensindige og misundelige, at de
ey alle Tider vil underskrive mine Tanker; Sligt reyser sig af intet andet, end de ulige og adskillige
Maader, paa hvilke Manden af begge Parter bliver betragtet. Jeg beraaber mig paa det gamle
Axioma: Honores mutant mores, jeg har saa raisonable Tanker om Mennesker i Verden,
at enhver, efter min Meening, for at befordre det Lands Velgaaende, hvor han er en Borger, stræ¬
ber efter intet, der overgaaer hans Kræfter, og for at spille en Fattig Prævenire, grunder ikke sin
Ret til et eller andet paa en skinnende men løs Grund, jeg troer ogsaa at Hesten, der blev Borge¬
mester i Rom, ikke længere blev en Hest, men forvandlet til et fornuftigt Menneske, og at en tyk¬
hoved Person har ligesaa stor Forstand som Hoved, naar han uformodentlig faaer Sted iblant
Dommere, Andre derimod drive Spot med min Kierlighed, og de gode Tanker, jeg har om¬
Mennesker, foraarsage mig mange Chicaner. Kand være, jeg ofte irrer i mine Domme, saa
er det mig dog nok, at man ey burde give mig Aarsag til Vildfarelse. Maaskee det gaaer mig i
det Fald som mange andre, der dømme om andre af sig selv. Et Menneske, der, uden at kunde
give Aarsag, idelig oplegger Capitaler og ruer over de samme, bilder sig ind, at denne Last er alde¬
les u-overvindelig, og tænker, at Fornuften hos intet Menneske er mægtig at undertrykke dens
Herredomme, just fordi han selv handler tvert imod Fornuft. Jeg for min Part bliver vel aldrig
sindet at employere mine Midler paa den Maade som mange andre; thi er jeg en velfortient
Mand, er jeg tillige saa egensindig, at jeg ey vil søge Recommendation hos mine Penge, saasom
jeg ey kand indbilde mig, at de skal opfylde mine Partes, er jeg riig og intet videre, anseer jeg det for¬
et Samvittigheds Verk og en mærkelig Forseelse imod mit Fæderne=Lands Beste, om jeg af mi¬
ne Midler vilde giøre Slutning til min Dygtighed, og efter den Jndbilding paatage mig det, som
jeg ey havde Ævne at forestaae; jeg vil ikke tale om, at jeg i dette Stykke handlede meget daarlig
imod mig selv; thi jeg maatte ved den Leylighed giøre mig til en Latter for alle Fornuftige, og ex¬
ponere mig de haanligste Critiquer, da jeg af mine Midler havde gjort en Stie, ved hvis Hielp
jeg kravlede op paa et Sted, hvor min Vankundighed og slette Egenskaber snarest kunde sees, saa
at, i den Sted jeg kunde passere for en brav Mand, hvis jeg havde blevet i mit Element, røber jeg
mig selv som en Daare, naar jeg best burde vise Forstand; NB. saa dømmer jeg om mig selv, og
slutter, at andre Patrioter har samme Tanker. Lyksalig er Dannemark, hvis Borgere ere saa ædel¬
sindede, at de meere see paa det almindelige end deres eget Beste; hvor Rigdom for sig selv agtes
som intet, og hvor Dyden belønnes, hos hvem den end og maatte findes. Eders Philosophie, min¬
Herre, kand have Sted der, hvor vi finde Contrarium; men her fordømmes den af Erfarenhed;
De Fattige arbeyde i vore Egne ikke forgiæves, og de Rige skal ikke rose sig, at Lykken allene hører
dem til; Vore Borgere sammenknyttes med Venskabs Baand, og de Formuende række stedse de
Nødlidende Haanden. Dyd og Fortieneste reyse de Fattige af Støvet, og Laster kand ikke skiules
med mange Capitaler. Jeg fordømmer derfor Eders vanskabte Anordning, og lader os ey mis¬
bruge de beste Grunde til farlige og urigtige Følger.
Dette er, hvad jeg kand erindre mig af Societætets Discours, jeg har anført det med al¬
Oprigtighed mine Brødre til Beste, Jeg tager hverken det ene eller andet Partie, men har vil¬
det meddeele mine Læsere dette som en Prøve paa vore Lands-Mænds Philosophie Saa meget
kand vi lære af Samtalen, at vi med Varsomhed maa læse de nyere Viises Skrifter, at vi ey skal
paatyde dem Meeninger, som de ey have havt i Sinde, eller med andre Jldesindede uddrage saa¬
danne Consequencer af deres Principia, der kand giøre deres Lærdomme forhadte,
og skille Verden ved den Opbyggelse, som den kand
have af deres Arbeyde.
