145.
No. 19.
Udgivet den 18 Septembr. 1744.
Sælges udi C. H. Berlings Bogtrykkerie for 2 Skilling.
Dixerunt Veteres: Fortuna polubilis errat;
Errarunt ipst, nam regit omne Deus.

Det er en almindelig Feyl hos Menneskene i Verden, at de gierne betragte
en Ting med halve Øyne, og beskue den allene paa een Side, dette bli¬
ver og uden Tvivl Aarsagen til de adskillige vrange Begreber, som de
giøre sig om et og andet. Man spørge en Fattig, hvad han dømmer om en
Riig, og man skal høre, at han agter ham iblant de Lyksaligste paa Jorden;
man spørge ham, hvad han tænker om sig selv, og han skal uden Tvivl besva¬
re Spørsmaalet med Suk. Et Menneske, der seer sig selv i Støvet, og en an¬
den derimod at stige høyt op paa Ærens Trappe, knurrer imod Lykken, der er saa
partisk i at uddeele sine Gaver; vilde han lade Fornuften være sin Anfører; vil¬
de han med begge Øyne betragte den Opbøyedes Tilstand, og ansee bør for
vel paa den ene som anden Side, skulde han mueligt takke Himmelen,
for sin Stand, og være vel tilfreds med sine Smuler.
Den største Deel iblant Hedningene har ingen Rede kundet finde i de Ting,
der gik for sig i Verden, de har derfor afmalet Lykken, der havde Sted iblant
deres Guder, med blinde Øyne, staaende paa en Kugle, hvormed de har vildet
vise, at Lykken i at bortskiænke sit Gode, baade var blind og ubestandig. Den
største Deel iblant dem, der have et større Lys, synes ey at see bedre end hine
Heele Verden moquerer sig over Lykkens Huusholdning, og de Mennesker, der
gaae i Blinde, besværge sig over det, der vederfares saavel dem selv som andre.
De Fornuftige selv ansee mange Ting som Hemmeligheder, og en Mand, der
med alle sine Fortienester ligger i Armod og Foragt, kalder ofte Lykken til Regn¬
skab, der tager de uværdigste ved Haanden, og sætter dem paa anseelige Ste¬
der. J Sandhed, Protesten synes at have Aarsager; thi, kand man hente til¬
forladelige Efterretninger om de Ting, der gaae for sig paa alle Steder i Ver¬
den, af de Skrifter, som blive forfattede; kand Erfarenhed og Exempler beviise
en Sags Rigtighed, finde vi neppe noget Sted, hvor jo de der synes at være
unyttige Skabninger i Verden, som oftest have bedre Lykke end de, der med
Fliid stræbe at opfylde det Øyemærke, hvorfor de ere skabte. Et Øye, der nu
saa løselig beskuer dette, skulde snart dømme Lykken fra sit Syn, eller og ind¬
bilde sig, at den ingen Smag maatte finde i Dyden, men derimod Fornøyelse
i at omfavne dem, der eye intet af det, som de i andres Øyne besidde.
Jeg har ofte betragtet denne Sag, og jeg har fundet, at vore Begreber i
dette Stykke ere meget vildfarende, som de allene grunde sig paa den blotte Jnd¬
