14
at de vil sige oprigtig, hvad Menneskene domme, Lokken, der med Agtsom¬
hed havde anhørt dette, kastede sine Øyne til Himmelen, og sagde: Hvor vild¬
farende ere ikke Menneskene i deres Domme, at jeg ey er blind, kand J heref¬
ter vidne for Eders Brødre, og at min Opførsel er retfærdig, haaber jeg J skal
troe, naar jeg siger Eder min Herkomst. Jeg er en Dotter af det allerhøyeste
Væsen, og hans allvise Forsyn har stedse været min Anfører, vider derfor, at,
naar J besværge Eder over mig, storme J imod Himmelen, og den Viisdom,
der bestyrer et hvert af mine Trin, tillader mig ikke at gaae i Blinde. Alle
Mennesker i Verden ere mine Børn, og min Kierlighed er ikke større imod no¬
gen end dem, der fortiene den. J synes vel at erfare tvertimod; men J bedra¬
ge Eder om J tillegge mig det, der flyder af andre Aarsager. At jeg desto be¬
dre kand hielpe Eder af Drømmen, og legge min Uskyldighed for Dagen, vil jeg
lade indkalde mine Betientere, som opholde sig i Verden, maaskee de kand hand¬
le imod de Reglemens, som jeg giver dem, og hvis saa er, skal de tilbørligen
vorde afstraffede.
Gudinden kaldede derpaa sine Betientere til Regnskab, og iblant dem mod¬
te først Rigdom for hendes Throne, der maatte høre følgende Ord: Du¬
selvraadige Bedrager, hvorfor er din Opførsel i Verden saa slet, at Mennesker
for din Skyld skal giøre suure Miner og angribe mig med bittre Critiquer, ere
ikke de Regler, jeg har givet dig, fulde af Viisdom har jeg ikke med Alvorlig¬
hed befalet dig, at iagttage billighed, og see, saa hører jeg hundrede Klage¬
maal over dit partiske Væsen, Man siger, at du i større Overflødighed findes
hos en end hos en anden; man besværger sig i sær derover, at du ofte tager
Værelse hos dem, der søle sig i Laster, og unddrager dig fra deres Huuse, der
ere Mynster paa Dyden; det er Tiid, at du aflegger Regnskab og forsvarer din
Sag. Mægtigste Gudinde, svarede Rigdom, min Oeconomie er i alle Maa¬
der lov-messig, og jeg har dine befalinger stedse for Øye. Mennesker, der
klage over mig, kiende ikke Verden, og der Uordentlige, som spores i mine Veye,
tilskrives med Uret mine egne Forseelser. Du har udsendt mig iblant de saa
kaldede fornuftige Indbyggere i Verden, men i Sandhed, naar jeg undtager
den mindste Deel, er jeg faldet iblant Tyve og Røvere, der forbyde mig at være
der, hvor jeg helst ønskede, og kunde giøre meest Tieneste; dog maa jeg forud
erindre, at Verden vrimler af liderlige og lastefulde Borgere, der tillige ere saa
fattige, at de have et suurt Liv, og frygte for en haard Død. De Onde, der
tillige ere Rige, giøre ofte Vold paa mig, og har utallige fordækte Veye, der
ere saa hemmelige, at jeg ey bliver dem vaer. Tyve bortstiæle mig om Natten,
og, naar jeg sender en liden Deel af mit Gode til Enker, blive de gemeenlig et
Bytte for graadige Ulve. De Gierrige plage sig Nat og Dag for at gribe mig,
og betiene sig af tusinde Konster til at naae deres Maal. J sær legge de Sna¬
rer af det farligste Slags i Veyen for mig, og de samme kaldes Aager, men i
fordærvelsens Sprog hede de billig Profe, i disse bliver jeg ofte til de Gierri¬
