149.
hvor vel staaer ikke den og den sig igiennem Verden, fordi de ey ere saa taabe¬
lige, at træde i Geheim-Conseil med deres Samvittighed; vil du da være den,
der frem for andre vil arbeyde paa at føre Retfærdighed tilbage af sin Landflyg¬
tighed, eller er dit Gemytte saa vanskabt, at Madame Interesse med alle sine
Deyligheder ikke kand indtage dig; men meener du ikke, naadige Gudinde, at
den ærlige Mand stopper sine Øren for saa kloge og fornuftige Raad? Han har
en Raadgiver i sit Huus, der for længst er fordreven af andres, og denne kal¬
des Kierlighed til Næsten; Samme Mand er saa ond, at naar jeg kand
have den Lykke at bringe en anseelig Arve-Deel i den Ærliges Huus, (hvilket dog
er meget rart, thi i Verden findes et Slags Røvere, som kaldes Processer, der
anføres af nogle Mennesker, der lade sig kalde Procuratorer, hvilke ofte deele
de feedeste Arve-Capitaler imellem sig) raader den Manden at bortskiænke en
Deel til de Fattige, selv er han og saa taabelig, at han ey vilde agte sig for
Medlidende, om han laante sine Penge til Fattige og tog Rente af de sam¬
me, ja hvor elendig vilde ikke Verden blive, om enhver vilde philosophere
efter hans daarlige Plan, thi, tænk engang, store Gudinde, han har af sin
Raadgiver ladet sig indbilde, at, naar nogen vil være et retskaffen Lem af et
Selskab, bør han ingenlunde beholde sit Gode for sig selv, men ansee andre som
Brødre, der ogsaa have Ret til hans Midler; han har denne vildfarende og
farlige Meening, at naar du har begavet et Menneske med Rigdom, har du til¬
lige forbundet ham til at understøtte den Fattige, hvilken Meening er tvert imod
alle andre brave og bemidlede Mænds Pincipia; thi deres Egen Nytte, det er,
deres Fornuft, lærer dem, at de Arme ere satte i Verden, for at giødske de
Rige og vedligeholde deres Formue, hvilken Meening uden Tvivl maa være den
rigtigste, siden den beviises af Erfarenhed. Men naar nu den ærlige og eenfol¬
dige Mand fører sin Philosophie til Øvelse, hvad Under da, at jeg saa sielden
findes i hans Huus, i det ringeste ikke saa ofte og i den Overflødighed, som jeg
kunde. Lyksalige ere Menneskene i Verden, at neppe en blant tusinde tænker
saa daarlig som han, og Verden vilde sandelig blive en Daare-Kiste, om saa
vanskabte Meeninger skulde blive almindelige.
Nok sagt, sagde Lykken, dine Slutninger behøves ikke. Men du, Monsr.
Ære, hvad har du at anføre til dit Forsvar, Verden tager Anledning af dine
Messures til at beskylde mig, som den, der giver dig uretfærdige Ordres; har
jeg ikke givet dig de fornuftigste Erindringer, og viist dig de Mærker, hvor af
du kunde dømme, hvad Mennesker du skulde bevise din Gunst, Jeg har ud¬
sendt dig fra mit Slot til Verdens Beste, og jeg har befalet dig at gaae uvær¬
dige Personer forbi; Efter dine Anklageres Ord skal du handle tvert imod min
Villie. Du burde have dit Øye paa de Fuldkommenheder, der findes hos
dine Tilbedere; Du burde see efter Dyd og Fortieneste, at du ikke skulde be¬
skiemme dig selv og prostituere dine Gaver, naar du maaskee bortskiænkede dem
til dem, der ey burde nyde dem; og man siger, at du tillukker dine Øyne, naar
