158
du seer en bred Mand, derimod rokker som ofter en vorent og Daare din Haand, Kand¬
du ikke rense dig fra disse Beskyldninger, udstøder jeg dig strax fra mit Hof. Mægtigste
Gudinde, svarede Æren, jeg undrer mig storligen, at du paa mine Anklageres Ord vil kal¬
de mig til Regnskab. Du har sendt mig i Verden, det er sandt, men du har ingenlunde
givet mig Frihed til at handle efter eget Tykke, thi hvis jeg havde fra din Haand erholdet
den Fuldmagt, skulde Sagerne i Verden ikke være saa forvirrede; Du har overgivet mig i
andres Hænder, saa at jeg maa lade mig lede hvor de vil, ikke hvor jeg selv vil. Havde
jeg end intet meere at tale til mit Forsvar, var dette allene nok. Nu maa jeg tillige erindre,
at mine Anklagere uden Tvivl ere saadanne, som jeg ikke med Billighed bør bevise min Naa¬
de, tillad mig, naadige Gudinde, for at overbevise dig og beskiemme dem, at anstille en
Munstring over de Knurrende, og du skal see, hvor liden Aarsag de have til at besværge sig
over min Opførsel, om jeg end havde Frihed til at handle efter mit eget Hoved. Stiller
Eder i Orden, J misfornøyede Creature, maaskee jeg kiender Eder alle. Ach Himmel,
hvad seer jeg, den største Deel af mine Modstandere ere jo umælende Dyr i menneskelig Ge¬
stalt; Seel engang, naadige Gudinde, de dummeste Jdioter driste sig til at give mig
Sag, og at dadle min Huusholding, sandelig jeg foruroliges af ingen meere end disse; de
indbilde sig, at Verden ingenlunde kand være deres Tieneste foruden, de giøre meget Væsen,
af deres Meriter, hvorvel de have ingen, og fortiener jeg da at sættes til rette, fordi jeg
ey tager dem under Armene, End du, est du ikke den stolte Caperbi, der i den Stand du
er, seer alle over Skulderne, hvad Føde vilde vel ikke dit hovmodige Hierte finde, om jeg
gav dig en anseelig Deel af mit Gode, Ja du 24077 Pbelosophar du fortiener ey endnu at
bære det Navn; jeg nægter dig ey dine Meriter, men din Kammer=Tiener, Hr. Egen Kier¬
lighed, har til Dato hindret din Avancement. Videre maa jeg sige, at mine Pligters Op¬
fyldelse ofte bliver forhindret af tvende ulige findede Brødre Monsr. Bevaagenhed og Ugunst.
Den første har den Maade, at han gjerne antager Favoriter i Mørke, snart griber han en
brav Mand, snart en Daare, og jeg veed ikke, hvor det kommer sig, at han ofte har størst
Forraad paa de Sidste, naar han lader sine Clienter fra sig, giver han dem Geleyde af sin
ældste Søn, Hr. Recommendation, denne er af Profession en Skildrer, og har samme Feyl¬
som andre sine Brødre, at han gjerne flatterer, alle hans Skilderier synes at være Mester¬
stykker, og han giør sig Umage for at sætte dem paa saadanne Steder, hvor de kand tiene til
største Prydelse; dette er Aarsagen, at mangen Dosmer bliver afpenslet med Viisdommens
Farver, og giør Figurer paa et Papiir, som en Mand, der havde ti Mænds Forstand. Den
sidste er ligesaa urimelig som den første, og ingen Forsigtighed sees i hans Foretagende;
thi hvor ofte skeer det ikke, at den der er all Ære værd, bliver stedse foragtet, fordi Ugunst¬
finder Fornøyelse i at spille med hans Lykke, En gammel Herre, ved Navn Det almindeli¬
ge Beste, sætter oft i rette saavel paa Bevaagenhed som Ugunst, og formaner dem til at
være meere betænksomme; men de slaae med Nakken og sige: Monsr., det er ikke vor Maa¬
de at indrette vore Gierninger efter Eders Forskrift; J er nu saa gammel, at i gaaer i Barn¬
dommen, og faa bekymre sig om Eders Murren; vi ere ikke saa daarlige, at vi skulde ansee
Eder som et Oracle, vi arbeyde meget meere paa Eders endelige Ødeleggelse, at J ey længere
skal kige os ind i Kortet. Samme fornuftige Herre pleyer ofte at besee de Skilderier, der
ere satte som Zirater for Verden, og da alle Ting ere ham bekiendte, kand han uden Vanske¬
lighed see, hvilke ere Originaler, og hvilke Copier; han forsøger ofte at nedrive de sidste,
men forgiæves; thi nogle Mænd, som kaldes forefattede Meeninger, har naglet dem saa
stærk til Veggene, at de ere u-bevægelige. Derimod sees ofte Monsr. Misundelse at skien¬
de de allerdeyligste Originaler, og med en liden Umage at skille Verden ved den Prydelse, som
den i Sandhed kunde have af de samme. Jeg har ofte ønsket, at den gamle bedagede Herre,
der har ligesaa stor Forstand, som han har Aar, maatte iblant Mennesker have noget meere
at sige, thi mine Gaver vilde da ikke blive underkastede saa stor Misbrug, og saa mange ureene
