151.
Fødder skulde ikke besige mine Trapper. Sandt nok sagde Lykken, men finder du da ingen
Leylighed til at hielpe ærværdige Mænd, visselig, svarede Æren, jeg trænger igiennem med
mange, og jeg maa slæbe de fleeste ved Haaret. Dydefulde Mennesker begiere iblant alle al¬
lermindst at ansees, de have den daarlige Tanke, at Tiderne skulde befale dem at være Se¬
paratister, thi sige de, vore Egenskaber maatte tabe deres Estime, og vi selv blive besmitte¬
de, om vi stræbte at komme i Selskab med dem, der paa anseelige Steder giøre deres Laster¬
meest bekiendte. Een Deel ere saa stolte, at de lade haant om at være Tilbedere af Bevaa¬
genhed, Polytheismus eller at bøye Knæ for mange Guder, ansee de som en farlig Vildfarelse, og
da mange iblant dem ere fattige, klage de ofte, at deres Ævne ey tillader dem at equipere deres
Fødder til de idelige og unyttige Gange; deres Gemyts Svaghed forbyder dem ogsaa at betiene
og af Monsr. Basesse, deres Fødder ere saa skrøbelige, at de ey formaae at betræde de alfare Veye,
kortsagt, de ere egensindige og stolte. Giør du da, sagde Lykken, ikke noget til de Fattiges
og Ærværdiges Beste, jo, svarede Æren, jeg søger for min Deel at reyse dem i Veyret, og
deres Fortienester bliver ofte rigeligen belønnede; Monsr Rigdom, der ikke vil unde dem sin
Nærværelse, hindrer ellers mærkelig deres Fremgang. Hvad, svarede Rigdom, tør du til¬
skrive ung Skylden, at de Fattige blive i Støvet, mon jeg ey med de kraftigste Argumenter¬
har beviist min Uskyldighed? Hvordan din Opførsel er, eller ikke, svarede Æren, saa veed
jeg dog, at, naar mange af mine Børn ere lagde paa Vægtskaalen, har de været meget let¬
le, sligt kunde ikke reyse sig af Mangel paa Dyder og Meriter, thi de har ofte havt heele Po¬
ser fulde, men siden deres Lommer vare komme, har de aldrig kundet holde Balancen med
dem, der have havt det sidste, skiønt ikke det første, ja dit Gode bliver ofte anseet med saa¬
danne Øyne, at et Menneske, der eyer intet uden Overflødighed af det samme, meener sig at
have alle Ting. Divitianus er en af dine fortrolige Venner, og hvad Tanker har ikke han?
Naar han kaster et Øye i sine Jndtægts Bøger, undrer han sig ikke da over sin Forstand og
store Fortieneste, der tager til Aar fra Aar, venter han ikke til 11 Decembr. frem for nogen
at blive sat i den Stand, at ingen Forretninger vil blive ham vanskelige; han spidser sin
Næse paa en riig Brud, og gaaer hans Anslag for sig, frygter han, at hans Lærdom og For¬
tieneste bliver saa stor, at han neppe kand bære den. Hvor ofte har han ikke trodset imod
heele Verden, hvor ofte har han ikke paastaaet, at i hans Kiste laae det, der kunde giøre ham
til en fornemme Mand, Naar han studerer i sine Skrifter for at forskaffe sig Lærdom, det
er, naar han efterseer sine Obligationer og tæller sine Penge, bejamrer han ofte Videnskabers
Skjebne, og beklager i sær med grædende Taare, at den saa kaldede naturlige Troldom, er
som en ugudelige Science aldeles sat til Side. Hvor stort Lys, siger han, skulde ikke den gi¬
ve i mange Sager, der nu blive agtede som Hemmeligheder, og hvor skulde ikke de vende
Munden paa et andet Skaft, der ere saa onde, at de nægte mig og andre Bemidlede, det er,
velfortiente Mænd de Dyder og Fortienester, der bane Veyen til vores Lykke, Den naturlige
Sympathie, som findes imellem Mennesker og Guldet, og den Antipathie, der sees imellem
de samme og Dyden, skulde blive de kraftigste Forsvars Taler for mig og mine Brødre, hvis
de ædle Videnskaber ikke laae begraven i en stedsevarende Nat. Divitianum kiender jeg, sva¬
rede Rigdom, men haver ey for mig selv den mindste Deel i hans Daarlighed; er hans van¬
skabte Tanker grundede, som de maaskee ere, og naaer han det Maal, som han har i Sigte,
hvilket han maaskee giør, velter jeg aldeles Aarsagen fra mig paa andre, og refererer mig
til min forrige Procedure, da jeg røbede den egentlige Kilde til min Tienestes Misbrug. Jeg
haver ikke kaldet Eder, sagde Lykken, at J skulde indlade Eder med hinanden i Dispute; men
at J skulde giøre Rede for Eders Forhold i Verden, sig mig derfor videre, Monsr. Ære,
hvorfor du i saa stor Overflødighed findes hos nogle, og lader andre aldeles blive tomme?
Dine Anklagere foregive, at i Verden findes saadanne Mennesker, der ere færdige at drukne
i blotte Titler, og at qvæles af overflødige Forretninger; hvorfor giør du ikke Forandring i
disse Urimeligheder, eller hvad siger den gamle Det almindelige Beste dertil handlede du
