152
ske klogere, om du deelede dette Gode iblant adskillige, og kunde du ikke paa den Maade
forekomme den alt for store Avind, som slige dine Skiøde=Børn ere underkastede, Store
Gudinde, svarede Æren, jeg har den mindste Deel i disse Uordentligheder. J Verden fin¬
des en Dame, der kaldes Rang=Syge, denne overtaler ofte Menneskene, at de jage efter et
Anhang, der dog ey i alles Øyne ophøye dem over andre, men ansees allene som en Acci¬
dence, der ikke hører til et Væsen i sig selv, og giør det ofte hverken verre eller bedre end
det er. At et Menneske ofte styrter sig i hundrede Forretninger, der alle ere vigtige, er al¬
deles ikke min Skyld, man søger vel derved at sætte sig i Anseelse, man stræber vel paa saa¬
dan Maade at blive agtede saa dygtige og forstandige, men mange ere saa særsindede, at de
vel her over tør giøre disse Resterioner, Kiendte disse Mennesker sig selv, vilde de vel befinde
deres Skuldre alt for svage til at bære saa mange og store Byrder. Det almindelige Be¬
ste seer vel noget suurt derved, og ryster med Hovedet, men videre formaaer han ikke Du¬
vilde naadige Gudinde, at jeg skulde deele disse Gaver iblant andre, men, om det end stod i
min Magt, vilde jeg vel finde faa der skiøttede om at tage derimod, helst naar jeg skulde
følge din Ordre, og holde mig til de Fortiente. Mange philosophere alt for stærkt, og i
deres Tanker er det, som den Rang=Syge saa meget løber efter, ofte et Ord uden Betydning;
Philosophi søge efter Realiteter, og naar de have den nyere Viisdoms Principia, legge de
Vind paa det der i Sandhed kand befordre deres Tilstands Fuldkommenhed. De pukke stedse
paa Dyden, som de ansee meere solide, og overlade Skummet til andre, der behøve at giøre
sig skinnende ved en falsk Glands.
Jeg har nok, sagde Lykken, og Tiden, der snart er forløben forbyder mig at exami¬
nere de andre, jeg kand uden Vanskelighed giøre Slutning fra det ene til det andet, og seer¬
nu, J misfornøyede og knurrende Mennesker, at de forunderlige Ting, der gaae for sig i
Verden, bør ikke tilskrives min Blindhed, eller mine Betienteres slette Opførsel. Den Haand,
der fører mig, og det alviise Forsyn, der leder mig paa alle mine Veye, befaler mig aldrig
at udøse mit Gode i de Ondes Skiød; Hyklere, Bedragere, Fuchsvandsere, Uretfærdige,
Gierrige, Overdaadige og alle andre saadanne til Livet uværdige Mennesker, ere en Pest i vo¬
res Øyne, naar mit Gode findes hos dem, har de ofte røvet det paa ulovlige Maader, og af mi¬
ne Betienteres Forsvars Taler see J lettelig, at hvad J hidindtil har tilskrevet vores Oeco¬
nomie, maa J nu, om J vil handle fornuftig, derivere af en anden Kilde, nemlig Menne¬
skenes forvendte Lyster og deres fordervelige Laster. Dog maa jeg sige Eder, at alle Ting be¬
styres af en skiult Magt til en vis Ende, og at min Søster, som kaldes Guds tilladende
Villie, holder efter sine Ordre Hiulene ved lige, der drive Machinerne, uden at have Deel
i det Onde og Uordentlige. Et Menneske findes i ingen Omstændigheder i Verden, at jo den
Høyestes Forsyn tillader ham at komme i de samme; men vor Slutning blev falsk, om vi¬
vilde sige, at det samme fordte ham i dem alle, J, der rose Eder af et høyt Lys, tale me¬
get hednisk, naar J sige, at det var Tyvens Skjebne, at han skulde stiæle, og at hans Død
var beskikket i en Galge; hans Død flyder af hans Synd, hans Synd af hans Lyst, og hans
Lyst bøyer sig til ondt af en falsk Forestilling; Begierligheder, der ikke blive inden deres Grændser,
er de onde Principia til de onde Gierninger, og det er allene et blindt Øye, der seer
efter andre Aarsager.
Det tilbagestaaende af min Drøm, forbyder Papiret mig at anføre, jeg vil derfor¬
meddeele min Læsere det samme i de følgende
Blade.
