15.
terne, der skinnede af besteene, havde tabt en stor Deel af deres Herligheder.
De anseelige Personer sukkede under tusinde Byrder, deres Øyne maatte sted¬
se være vaagende, og deres Fornøyelser vare faa eller ingen. Uroe og Møye
giorde deres Liv kummerligt, og mange uformodentlige Hændelser forstyrrede de¬
res Lyksalighed. Lykken æskede de Misfornøyedes Tanker; men en indvortes
Beskiæmmelse, som en Virkning af en klarere Overbeviisning, forbød dem at
tale. Saa er det, sagde Lykken, falske Forestillinger have forfattet Eders
Klager, og Blindhed har underskrevet dem. Legger de Mægtiges Herligheder
i een Vægtskaal, og deres Bekymringer i en anden, hvad gielder det, de sidste
skal uden Tvivl beholde Overvægten, Jeg vil ey tale om andre Besværligheder,
der i en fuldere Maade iskiænkes for de kronede Hoveder end andre, ey om det
Regnskab, de have at aflegge for heele Verden, og i sær for Den, der har
laant dem deres Anseelse til en Tiid, jeg vil ey tale om, at end og den uselste
Betler drister sig at criticere deres Opførsel, og at Døden til sidst viser, at
de ere ikke af anden eller dyrebarere Malm end andre. J undrer Eder over¬
deres Rigdomme, men see J ikke, at de Retskafne iblant dem holde dem ikke
for deres egne, men opofre dem til det almindelige Beste,
Fyrsterne rykkede derpaa til side, og gave Plads til mange anseelige Stats¬
Mænd, Generaler og andre fornemme Hoveder; Deres blotte Navne vidnede
vel om Lyksaligheders Mængde; men de forrige Ting havde gjort Malconten,
terne saa kloge, at de ey længere vilde betiene sig af de bedragelige Perspecti¬
ver, de beholdte deres Briller, og deres Domme bleve meere fornuftige, alt
som deres Øyne bleve meere og meere skarpseende. Rigdom og Ære med de¬
res sædvanlige Pertinentier satte de forud at maatte findes hos saa anseelige
Mænd, det blev nu allene deres Sag at undersøge de Ting, der forbød dem at
smage Sødheden i dette. Deres fornøyede Miner kunde ikke forhindre, at man
jo saae Jammer og Sorg ligesom tegnede i deres Ansigter; Frygt for hastige
og sædvanlige Forandringer var Moder til deres meeste Forsigtighed, og man¬
mærkede med Forundring, at de neppe torde giøre et Trin, førend de i Forveien¬
havde prøvet, om ingen Steene fandtes, over hvilke de snart maatte falde; De¬
Dydefulde og Redelige, der allene have deres Herrers og Medborgeres Beste
for Øyet, bleve ledsagede af Avind, der forfulgte dem Trin for Trin, og med
all deres Forsigtighed kunde de dog ikke væbne sig saa stærk paa alle Kanter,
at jo deres hemmelige Fiender paa de meest u-ventede Veye søgte Anledning til¬
at styrte dem.
Jblant den anseelige Hob, kunde man see nogle, der lignede de elendigste
Slaver, og bleve dog af Lykken kaldede Favoriter. Paa een Side, sagde hun,
synes disses Tilstand saa deylig, at faa skulde findes, der ey vilde ønske sig de¬
res Lykke; De sove ligesom i Lyksaligheds Arme, og deres Veye synes over¬
strøede med Roser, er det ikke ligesaa stor Ære som Naade, at være antegnet
iblant store Herrers Livegne, Betragter engang, hvor mange der søge deres
