155
Venskab, og seer, at den Ærbødighed, som vises imod dem, viger skig me¬
get fra den, der allene tilkommer en Monarch; Men beskuer dem tillige paa en
anden Side, og J skal see de Lænker, med hvilke de ere omgivne. De Fortrede¬
ligheder, der møde dem paa saa slibrige Steder, opveye neppe imod det Gode,
de nyde, og de Fornuftige iblant dem, der undsee sig ved at træde paa de al¬
fare Hof-Veye, omvexlede gierne deres Tilstand med en nedrigere Lykke. An¬
derledes har det sig ikke med andre, som Jagte for de Lyksaligste, og vidste jeg
ikke, at det Anforte kunde være nok til at give Eder sundere Tanker, skulde det
ikke blive mig vanskeligt at stille Eder fleere Exempler for Øyne,
Den verdslige Vilse, der havde paataget sig at føre de Misfornøyedes
Ord, hordte jeg derpaa at sige til Gudinden: Dine Anklagere have endnu saa¬
danne Tanker om dig, at du enten maa være en bestandig Fiende af Naturen,
og ligesom finde Fornøyelse i at gjøre den hundrede Fortredeligheder, eller og
baade du og den efter oplagte Raad maa drive Abe-Spil med de fornuftige
Skabninger. Naar Naturen udviser sit Gode imod et Menneske, har det
samme strax dig til en Uven; Naar Tapperhed for Exempel indfinder sig hos en
Helt, gjor du gierne Diversioner i hans Tog, og naar et Menneske besidder et
stort Talent, bringer du ham gjerne i Mis-Credit. Nok, sagde Lykken, disse
Domme saavel som andre, der ere ligesaa forvendte, røbe hos Menneskene en
ugemeen Vankundighed, og en liden Fliid i at sammenligne det ene med det
andet. De dømme saa ilde, fordi de ikke vide, at Naturen og jeg ere tvende
Søstre af een Fader, og staae med hinanden i nærmeste Forening. Vi ud¬
deele ikke som Mennesker i Verden, vore Gaver i Blinde; Vi gaae stedse i
Raad med hinanden, førend vi udøse vores Gode, og vi finde ingen fornufti¬
gere Vey, end naar vi uddeele det saaledes, at alle Ting kand holdes i en Ba¬
lance, at jeg ey skal tale om de mange Mennesker, der ere begavede med beg¬
ges vores Herligheder. Retfærdighed og Billighed sees i alle vore Foretagender,
NB. de, som ere vore egne; vi lade ikke een svømme i alt for stor Naade, og
vi tillade ikke en anden at drukne i alt for store Viderværdigheder; vi skiænke
enhver af vore Børn en Mixtur af Ondt og Godt, at Overflødighed af det før¬
ste ikke skal qvæle Sindet med utaalelig Bedrøvelse, og at man ey skal glæde sig
overmaade ved Overflødighed af det sidste. Naar Naturen ziirer et Fruentim¬
mer med Skiønhed, giver jeg det ikke altid Rigdom, og den Mangel, som fin¬
des hos en anden paa udvortes Deylighed, erstatter jeg ofte ved at giøre hende
bemidlet, og Naturen selv, veed at give hende Forstand. Saa længe Beylere
gaae i Blinde, og søge allene det, der falder i Øyet, vilde vel en hæslig Jomfrue
aldrig finde Liebhabere, hvis hun ey var forsynet med gyldene Magneter, der
kunde drage Hierterne, og en Skiønhed vilde blive alt for opblæst, om hun
havde det ene saavel som det andet i Overflødighed. En riig Mand vilde bli¬
ve alt for lykkelig, om han med alle sine Midler havde tillige et fornøyet Sind
og et roeligt Hierte, og en Fattig vilde blive alt for jammerlig, hvis han ey
