156
havde mod til at skikke sig, sin Tilstand. Holder dennes Indiskerence sam¬
men med hines Rigdom, og den førstes Uroe med den sidstes Armod, og det
ene skal uden Tvivl holde Vægt med det andet.
Endelig, sagde den Viise, undre de Klagende sig over din Ubestandig¬
hed; de sige, at du er som Glasset, der brister, naar man rører det, og som
Fuglen, der bortflyver, naar man har den i Haanden; i Dag overøser du et
Menneske med idel Lyksaligheder, i Morgen styrter du ham i yderste Nød; i Dag
staaer et Menneske som et Ceder-Træ, i Morgen ligger han som et forvisnet
Blomster. Er det mueligt, svarede Lykken, at man besværger sig over mig
for dette, Jeg har meget at anføre til min Retfærdiggiørelse, og jeg vil i For¬
veyen erindre, at alle Ting i Verden, naar vi undtage Dyden, ere underkastede
Forfængelighed; Den er som en Klippe midt i Havet, der trodser imod de ra¬
sende Bølger, og viser, at ingen Ting kand giøre dens Bestandighed til intet
Hvad mig er angaaende, da vredes man paa mig baade for det, i hvilket jeg
ey er skyldig, saa og for det, der burde giøre mig elskværdig. J Misfornøyede,
seer Eder om i Verden, og lader dem komme for Dagen, der beklage sig over
Ubestandigheden i mit Gode. Mange Konger og Fyrster ere geraadne i yderste
Elendighed; mange Stats-Mænd og store Generaler, der ved deres Dyder og
Forstand har sat heele Verden i Forundring, ere siden seete i største Foragt;
mange Bemidlede ere blevne til Betlere, alt dette er sandt; men efterseer Aar¬
sagerne, og J skal ingenlunde med billighed kunde tillegge mig dem alle Man¬
ges u-formodentlige Fald hænger enten af deres egne eller andres Laster; en
Clitus, der er saa næse-viis, at han lader Alexander den Store høre sin Faders
Tapperhed, maa tilskrive Kongens Overilelse sit Bane-Saar. En Griffenfeld,
der efter Relationer glemte hvo han var, maa takke, som man siger, sin Hov¬
mod for sit Fald. De uskyldigste og tillige ypperligste Mænd, maa hver Dag
bevæbne sig for at imodtage Forandringer; Jeg tilstaaer gierne, at jeg efter
høyere Ordre ofte maa støde de Mægtige fra deres Throner, og klippe Vinger¬
ne paa mange Anseelige; men mon jeg herudi handler uretfærdig, hvad hav¬
de Rom blevet, om en Nero længere skulde bleven Keyser, Og kand ikke ofte
een Mand vende op og ned paa alle Ting, hvis jeg ikke satte ham Grændser,
Mange Bedragere gaae frem i Verden, og deres onde Gierninger lykkes dem
længe, de arbeyde paa andres Beskiæmmelse, de kaste Steene i Veyen for de
Retsindige; handle de nu saaledes, da de ey kand være visse paa deres Magtes
Bestandighed, men hver Time maa frygte for Forandring, hvorledes vilde vel
ikke deres Huusholding blive, om Tiden ey antog sig de Forurettedes Sag, og
kastede Bedragerne til Grunde, J daarlige Mennesker, J klage over det, der
just sigter til Eders Fordeel. Saa mange iblant Eder, der ansee sig ulykkelige,
enten vil J blive i Eders Tilstand, eller ikke, vil J ikke blive i den, hvorfor fry¬
se J da imod mig, der just ved Forandring kand befordre Eders Forbedring?
det er det, der giver de Elendige Styrke, at de kand haabe det bedre, og de
