157.
Fornuftige opføre sig saaledes i de opstige Conjuncturer, at en Forandring¬
til det Verre ikke skal synes dem fremmed.
Gudinden havde meget meere at erindre til Verdens Underviisning; men
et særsindet Menneske indfandt sig midt i Hoben, der gjorde Hinder i hendes
videre Tale. Saa snart denne mældede sig, hørte man hundrede Forbandel¬
ser, og enhver af de Forsamlede angreb ham med haardeste Skields-Ord; han
blev stødt fra een Side til en anden, trængede sig dog med Møye igiennem,
og med heele Lemmer modte for Gudinden. Hvo est du, sagde Lykken, at du
er saa velkommen, og at enhver anseer dig med saa venlige Miner, O! svare¬
de Hoben, denne er en Fiende af det menneskelige Kiøn, og en skadelig Forstyr¬
rere af Verdens Fred; alle Selskaber hade ham, og Jorden selv har Afskye for
at bære ham. Vi maa høre hans egne Ord, sagde Lykken, vendede sig der¬
paa til Manden, der med Frimodighed og et munter Ansigt nærmede sig til hen¬
des Stoel; Mine Forfølgelser, sagde han, ere almindelige, fordi jeg fører Krig
imod heele Verden; af Nation er jeg en Satyricus, og dette er vel allerede nok
til at vise Aarsagerne, hvorfor de Forsamlede give mig saa deylige Skudsmaal.
Du har, store Gudinde, paataget dig at forsvare dine Messures for den knur¬
rende Verden; men du bedrager dig, om du haaber at kuldkaste de Misfor¬
nøyedes Vildfarelser. Tillad mig, at jeg med andre understaaer mig at begiere
din Underretning i nogle Poster, der ligge mig om Hiertet. Jeg haaber, at du
kiender saa meget til Verden, at du troer tvert imod de Vidnesbyrd, som den
har aflagt om min Person. J Sandhed, jeg er det menneskelige Kiøns Ven,
men en afsagt Fiende af deres Laster; min Geheime-Raad er Sandhed, og
min Constabel er Kierlighed; jeg attaquerer aldrig nogen Last, førend jeg
har raadfordt mig med den første, og jeg befaler stedse den sidste at stille sine
Skud imod dem, der fortiene at angribes. Jeg er saa forvoven, at jeg giver
mig i Kast med saadanne Fiender, der finde mange Beskiermere, og jeg anseer
det som noget nedrigt at vexle Kugler med een Fiende i Særdeleshed. Hvad
jeg i Besynderlighed har at andrage for dig, er at underrettes om den Assisten¬
ce, du burde give mig, hvilken jeg hidindtil har ventet forgiæves. Alle Menne¬
sker af min Profession bekiende det samme, og vi undre os tilhobe, hvorfor du
ey vil giøre vore Vaaben lykkelige, da de dog ere meere retfærdige end mange
af deres, der udbede sig Himlens Velsignelser til at udføre deres ulovlige Des¬
seis. Dine Betientere har angivet Laster, som de onde Stiftere af det Uordent¬
lige i Verden, og just disse Diævle ere de, som vi stræbe at udrydde af Jorden;
men vores Arbeyde har hidindtil været forgiæves, og vi havde maaskee kundet
vente større Frugt, om vi havde paataget os at afrette de vildeste og grummeste
Dyr. Min Ven, svarede Lykken, mon Verden eyer vildere og grummere
Dyr end de, der synes tamme, det er Mennesker, Jeg slutter af din Adfærd,
at du ey saa meget for din egen Skyld begierer Svar paa dine Spørsmaal,
som du vil, at jeg offentlig skal beskiæmme alle dine Anklagere. Jeg har de Tanker
