158
om dig, at du forud kunde saae, hvad Lykke du kunde vente ved at udpølge den Profelbon¬
Veed du ikke, at Mennesker ere Slaver af deres Laster, og at det Onde, som disse ubarm¬
hiertige Tyranner paaføre deres Vasaller, bliver sielden anseet med fornuftige Øyne At rø¬
re ved Menneskets Laster, er at røre ved hans ømmeste Lemmer, og at vilde skille ham ved
dette sit kiereste Mon, er at begiere hans Hierte. Hvad dine Vaaben er angaaende, da be¬
høve de ingenlunde min Hielp; thi endskiønt de ingen Virkninger synes at giøre, treffe de
dog deres Mand. Vel nok, svarede Manden, men det, som giver mig meest Anledning
til Forundring, er at Mennesker forbande den Haand, der stræber at lægge dem, og kysser
paa den, der udrækker sig til deres Ulykke. Din Forundring, sagde Lykken, er ugrundet;
veed du ikke, at Menneskenes Laster giøre Hyklere og Bedragere meest lykkelige, fordi de læm¬
pe sig efter deres Lyster, og tale med Forbittrelse imod dem, der betræde Sandhedens Veye,
og stræbe at afskiære det forraadnede Kiød. Mange Laster maa du ansee som staaende Ca¬
pitaler, af hvilke trækkes aarligen anseelige Renter, tænk nu, hvad du giør, naar du fordri¬
ster dig at giøre Skaar i saa vigtige Fordeele. Skrædere, der kand sye Huer til alle Hove¬
der, og skiære Kapper efter alle Vinde, have derved Leylighed at giøre mange fordeelagtige
Snit; hvorfor er du saa taabelig, at du vil øve saa mavert et Haandverk, Løb over fra
Sandhedens Leyr, stil Sværdet i Skeeden, tael imod den klareste Overbeviisning, og jeg for¬
sikrer dig, at dine Fiender, der nu ere mange, skal blive et lidet Antal af taabelige og egen¬
sindige Mennesker, det er, nogle saa urimelige Elskere af Sandhed og Dyd, hvilke i vore de¬
lige Tider giøre den mindste, og efter Fortieneste meest foragtede Deel af Verdens Jndbygge¬
re. Siger du ney til dette Vel an, jeg har endnu et Raad tilbage, befat dig ikke med de
Mægtige, skaan de Fornemme, rør ikke ved de Geistlige og Høy-Lærde, men fornøy de An¬
seelige med at drive Spot med de Ringe og Fattige, hvilke ellers i Almindelighed maa tiene
til de Fornemmes Forlystelser. Den Viise, svarede Manden, har jeg længe hørt; men jeg
veed ikke, hvor det kommer sig, at den klinger saa ilde i mine forunderlige Øren? Hvad
de Mægtige angaaer, rører jeg aldrig det mindste ved deres hellige Personer, men støder
mig meget meere, naar jeg hører, at de u-fornuftigste og taabeligste Mennesker ofte konstle¬
paa deres Anstalter. Hvad Mennesker af de andre Classer angaaer, seer jeg intet, der kand
ritage dem fra saadanne Tilrettesættelser, der ere ledsagede af Sandhed, og jeg finder intet,
der giver deres Laster større Privilegium end andres, jeg seer mig meget meere forbunden at
angribe deres Feyl, siden de ofte giøre meest Skade. De Geistliges Prærogativer veed jeg
ikke heller hvor vidt strække sig i denne Henseende; Jeg veed vel, at de mindst burde behøve
Tilrettesættelser, siden andres Forbedring er paalagt dem selv, ikke heller skal jeg befatte mig
med deres Laster, saa snart de bevise, at de ere Skud frie, men i Mangel af dette, siger jeg
dem Sandhed under Øyne, og af Kierlighed til Verden gaaer dem nærmere paa Klingen end
andre, ikke for at giøre deres Personer forhadte, eller at prostituere deres Embede, hvilket
i sig selv er helligt, men for at arbeyde paa deres Forbedring, der staaer i nøyeste Sammen¬
hæng med andres. De Nedrige og Fattige have Ulykke nok, at jeg ey skulde hugge Saar i
Saar, dog lover jeg ikke deres Laster meere Sikkerhed end de andres, ja naar jeg rammer en
fornemme Mand, kand jeg ofte tillige treffe en Betler, thi hvor stort et Dyb der ellers synes
at være imellem disse i Henseende til Lykken, er dog den første ikke saa hovmodig, at han jo
ofte føler sig i de Laster, som ligeledes findes hos den sidste. Min Ven, svarede Lykken,
naar du ey vil følge de Raad, som jeg giver dig til dit Beste, kand jeg ey forsikre dig om en
bedre Skjebne, med mindre Verden skulde blive mærkelig forandret, og de lidet gunstige
Aspecter miste deres Jndflydelse i dit satyriske Legeme. Verden, svarede Manden, er
nu temmelige fiin, og den lader sig ikke lettelig mærke med aabenbare Fiendtligheder imod Sand¬
heds Forfægtere, dens fordærvede Lemmer kand vel kurre ved sig selv, men de Klogere iblant
dem tie, at de ey ved at støde sig offentlig, skulde tillige røbe deres Fuulhed.
Jeg har ofte, sagde Lykken, hørt tale om satoriske Mennesker, men de ere stedse
