159
blevne afmalede med holligste Farver; saa meget han jeg mosket, at det, som gjor deres
Arbeyde meest forhadt, er, at de sigte til visse Personer, hvilket ikke synes billigt. Jntet Men¬
neske af dette Slags, svarede Manden, vil have Ord for at antaste Personer i Særdeleshed,
men jeg troer, store Gudinde, at alle dog derudi findes skyldige; det synes ogsaa umueligt at
kunde forestille sig en Last, uden tillige at forestille sig de Personer, hos hvilke den findes; det,
som meest herudi kand unskylde os, er, at ingen Last pleyer at være saa ulykkelig, at den
skulde ikkun have een eller to Elskere, og naar dens Velyndere ere mange, hvo kand da med
Vished sige, til hvem man har sigtet, Storici ere gierne ingen gode Metaphysici, det fal¬
der dem derfor besværligt at abstrahere Lasten fra Mennesket; ikke heller vil de, for at und¬
gaae urimelige Domme, spilde Penge paa denne Konst, de tænke uden Tvivl saaledes: skam¬
mer et Menneske sig ikke ved at besmitte sig selv med saa afskyelige Laster, faaer han finde sig
i at see sine Laster afmalede med tilbørlige Farver.
Gudinden vilde derpaa retirere sig fra Verden, men Manden, der havde indladt sig
med hende i Conference, vilde endnu ikke tillade hende at gaae tilbage: Et Ord, sagde han,
har jeg endnu at tale, førend du unddrager dig, og det samme vidner om en Glæde, som en
vis Omstændighed ved din Opførsel har foraarsaget: Hvor jeg har seet dit billede, har du
stedse været nøgen, og de Mennesker, der forklare alle Ting til det verste, har anseet dette,
som et Beviis paa din Letsindighed, at du, som offentlige Skiøger, prostituerer dig for en¬
hver, og kaster dig i den Meestbydendes Arme; men hvor kraftig beviser du ikke, at Calum¬
nien er ugrundet, og at dine Modstandere tale saa ilde, fordi de ey kiende dig, Dine Vahre,
fører du ikke til Torv, og jeg er forsikret, at den, der vilde grunde sin Ret til dit Gode paa
vigtige Capitaler, forskaffede sig med Billighed din Unaade. De Mennesker, svarede Lykken,
der have saa haanlige Tanker og mig, vise i dette Stykke liden Fornuft. Jeg og mit Go¬
de findes ikke iblant Kram=Vahre, men om man lader sig bedrage af min Skygge, veed jeg
ikke. Mine Gaver ere Belønninger, der gives allene til mine egne Børn, og de, som paa
andre Veye har vildet bortsnige mit Gode, ere stedse imodtagne med haardeste Ord. Verden
var ikke værd at eye mig, hvis den medhandlede mig saa ilde, og mine Børn, der eyede
intet uden Dyden, vilde ved saa underlige Omgange, blive unyttige Indbyggere. J det sam¬
me Øyeblik forsvandt Gudinden, om min Drøm blev til Ende.
Naar vi betragte de Ting, der i den findes forestillede, maa vi uden Tvivl giøre disse
Slutninger, at Menneskene i deres Tanker om Lyksalighed, bedrage sig meget, og at de Ting,
i hvilken Jndbildings Kraften befaler dem at sætte Lyksalighed, ingenlunde ved Forstandens
Lys kand blive agtede derfor. Skal jeg sige hvad jeg meener, saa holder jeg for, at Lyksa¬
lighed i Verden, om nogen gives, hænger allene af et Menneskes Forhold i de adskillige Om¬
stændigheder, i hvilke Guds Forsyn maatte sætte ham. Jngen Tilstand i Verden, det maa¬
være den Riges eller Fattiges, den Ophøyedes eller Foragtedes, kand for sig selv gjøre et
Menneske lyksaligt; sligt flyder allene af Tilstandens Overeensstemmelse med Gemyttets Be¬
skaffenhed, eller at jeg skal tale tydelig, af Menneskets fornøyede Sind, der befinder sig i
Tilstanden. Mange ere saa daarlige, fordi de ey vil see, at de holde dem for Lyksalige, der
svemme i Overflødighed af Ære og Rigdom, kunde de tillige see disses urolige og bekymrede
Hierter, vilde de vel forandre deres Domme. En Mand, der med alt sit udvortes Gode
plages af indvortes Sorger, er ikke, naar han betragtes med philosophiske Øyne, saa vel¬
faren som den Fattige, der drikker sit Vand med et fornøyet Sind. Naar den førstes Be¬
gierlighed ikke forstyrrer hans Roe, naar han har lærdt vel at bruge sin Rigdom, hvilket er
en Videnskab af det allervigtigste Slags, tilstaaer jeg ham en Lyksalighed, som mange kunde
have Aarsag at misunde ham.
Mine Læsere see altsaa, at jeg sætter Lyksalighed i et fornøyet Sind og Gemyttets lu¬
difference, Mennesket maa for Resten være i hvad Omstændigheder han vil. Nu bliver
det et vigtigt Spørsmaal, om dette Gode ved noget Slags Middel kand erholdes, Alle mo¬
ralske Skrifter ere fulde af prægtige Lærdomme, der angaae dette Stykke; man anfører det
