360
stedse som en Pligt, den en vis Mand har at iagttage, ikke at lade sig nedslaae, naar Lyk¬
ken vender ham Ryggen, og ikke at blive opblæst, naar den vækker ham Haanden. Men
mon ogsaa Forstanden efter sin nærværende Beskaffenhed har den Kraft, at Mennesket ved
dens Hielp kand blive sat i saadan Stand, at han viser sig lige u-bevægelig i alle Slags Til¬
fælde, De Cartesianske Philosophi meene jo, og har i sær Antonius le Grand, en stor Til¬
hænger af denne Sect, skrevet en Bog, den han kalder Ubomme saae Passon, eller et Men¬
neske uden Affecter, hvor det er hans Hoved-Arbeyde, at vise det Herredomme, som For¬
nuften i saa høy en Grad kand have over Passionerne. Men Manden har siden seet sin Vild¬
farelse og tilstaaet Umueligheden i Sagen. Spørge vi de Stoiske, hvad de meene om dette
finde vi utallige Skrifter, hvor man idelig driver paa denne Ubevægelighed, og en Horatius,
er saa forvoven, at han tør sige: Guderne give mig Gods og Formue, selv skal jeg gi¬
ve mig et fornøyet Sind.
Et philosophisk Menneske, synes visselig frem for andre herudi at have nogle Fordeele;
naar han ret betiener sig af sin Fornuft, stræber han at see Ulykken forud, og at sætte sig i
Stand til at tage imod den. Fornuften kand ogsaa see den Daarlighed, i hvilken Mennesker
giør sig skyldig, naar han ey vil finde sig i de paakommende Viderværdigheder, og at det er
et forgiæves Arbeyde at storme imod Lykken med sine Klagemaal, allerhelst Sagen staaer ikke
til at ændre. Men mon Ubevægeligheden derved kand befordres, ikke altid. Den Forsigtig¬
hed, som findes hos mange, er ofte blandet med Urve, og den gaaer ofte saa vidt, at man
føler Ulykken, førend den kommer, ja undertiden lider den, der maaskee ikke vilde komme.
Phantasien tillader sielden Fornuften at raisonnere allene, den giør ofte det Onde større, end¬
det er i sig selv, og sætter et indbildt Onde til det virkelige.
J den Henseende synes en Daare meere lyksalig end en Viis, men jeg siger kun, han
synes. Naar vi ret betragte Sagen, kommer det her, efter mine Tanker, ikke an paa For¬
nuften allene. Et Menneske kand bringe sin Indifference til en temmelig Grad, han kand
have god Fornuft; en anden har ligesaa stor Fornuft, men er meere misfornøyet, han kand
philosophere ligesaa klogt som den første, men hans Uroe bliver derved ikke stillet. Aarsa¬
gen er uden Tvivl denne: den første har et Naturell, der er meere skikket til at være fornøyet
end den sidste. En Mand, der er ulyksalig eller misfornøyet i sin Rigdom, vilde ikke blive
meere lyksalig, om han var en Betler, et Menneske af høy Stand, der har et bekymret Hier¬
te, vilde maaskee ikke være meget gladere, om han ikkun havde lærdt et Haandverk, en Bet¬
ler, der er fornøyet med sin Hytte, vilde ikke miste noget af sin Lyksalighed, om han end var
bleven Konge, just fordi han er begavet med et Gemytte, der kand stemme overeens med de¬
Omstændigheder i hvilke han befinder sig. Narren hos Horatium anføres som lyksalig, og hans
Lyksalighed tilskrives hans Daarlighed; men den kand ey ansees som den eneste Aarsag; Mon¬
ingen fleere Mennesker fandtes i Athenen, der vare ligesaa daarlige som han Mon de derfor
vare ligesaa lyksalige. To Mennesker kand begge være Daarer, den ene kand være lyksalig, men
den anden ikke; havde de et Sindelang, som de have een Daarlighed, blev det vanskeligt at sige
hvis Lyksalighed var størst.
En anseelig Skribent har sagt, at om han skulde søge efter det lyksaligste og blyksaligste
Menneske, maatte han lede i et Kloster. Kunde man troe, at Munkene ved deres ensomme Liv¬
havde rennceret paa alt det, efter hvilket Menneskene saa meget løbe, fordi de agte det for Lyksa¬
ligheder, maatte man underskrive hans Meening i det ringeste saa vidt, at en Munk havde meere
Anledning til at philosophere sig Lyksalighed til end andre. Ørkesløse Munke ere fordrevne af
vore Egne, skal vi derfor kunde betiene os af Skribentens Ord, maa vi giøre en liden For¬
andring: Jngen Mennesker have meere Anledning til at være lyksalige end Klokkere. Deres Em¬
bedes Byrder trykke dem ikke, deres Regnskab er snart gjort, og deres meeste Slæb er at indsamle
Penge, og deres Bekymringer for Livets Nødtørftighed ere faa eller ingen.
Hvad Lyksalighed i Livet ellers er angaaende, meener jeg, at det philosophiske Morale uden
Tvivl maa give sig tabt, og den Lyksalighed, som den kand nyde, der ey er en Christen, bestaaer
vel allene i en mindre Ulyksalighed.
