161.
No. 21.
Udgivet den 2. Octobr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Si forte stultus per calumniam læset,
Curare noli, & Vulnus omne curasti.
D¬
en ærværdige Alderdom har ey allene med temmelig Myndighed givet si¬
ne Betænkninger i adskillige vanskelige Sager, og overgivet sine Dom¬
me som en Rette Snor, den andre skulde følge, men den har og op¬
fundet adskillige Meeninger, der i Efterkommernes Øyne har været u-imod¬
sigelige, ja hvor ofte har man ikke heller vildet opofre Sandhed, og under¬
skrive de urimeligste Jndfald, end vige et Haars bred fra de gamles Tanker,
og tilstaae Mueligheden i deres Vildfarelse. Jblant andre Poster, der ere li¬
gesaa gamle som Verden, og synes at være satte paa uryggelige Grunde, hol¬
der jeg de Ord for at være, der sige os, at, Mennesker er et Der der er
skabt til Selskab. Enten maa Menneskers Skikkelse, da dette Axoma først
er fastsat, have været anderledes end nu, eller og denne Tanke maa være et
Foster af en forunderlig Hierne. De, der ansee Verden med rette Øyne an¬
tage den ikke, og, er der nogen Regel, der er underkastet Exceptioner, da er det
visselig denne. Jeg for min Deel har den største Ærbødighed for de gamle Fæ¬
dre, der i mange Henseender har været klogere end vi, men min Veneration
gaaer dog ikke saa vidt, at jeg jo nu og da fordrister mig at giøre Slutninger,
der ere tvertimod deres.
Jeg nægter ikke, at den anførte Thesis kand i de
gamle Tider have havt sin Rigtighed; men nu maatte den gaae uden for Sand¬
hed, der vilde stræbe at bevise dens Grunde af Erfarenhed. Mennesker, som
de i Almindelighed ere i vores forkeerte Alder, kand ingenlunde siges at være
skabte til Selskaber, og hvis de saaledes ere skabte, maa vi sige, at deres sæd¬
vanlige Væsen gaaer tvertimod saa ædelt et Øyemerke.
Naar vi ret oplade Øyet, see vi uden Vanskelighed, at det eene Menne¬
ske gjør sig yderste Fliid for at gjøre det andets Liv kummerligt, og paa alle de
Maader, som Ondskab kand optænke at forøge dets Besværlighed. Jeg vil
ey tale om de skrækkelige Krige, der ofte sees at ødelægge heele Nationer, og
at styrte de anseeligste Monarchier; jeg drister mig ikke heller at dadle de sam¬
me; thi Retfærdighed sidder paa en hver Spyd-Stage, og Kierlighed til
Fred skal være Aarsagen, at Marker og Vande blive farvede med Blod; men
jeg vil allene tale om de utallige fordærvede Sæder, der qvæle Fortroeligheden
iblant Mennskene, og ligesom forjage Siælen af et hvert Societæts Legeme,
saa at de fleeste blive som forraadnede og ilde stinkende Aadseler. Man kand
