162.
sige, at enhver Last, der findes hos et Menneske, er en Pest og smittende
Sygdom for et Selskab, men een meere end en anden. Jeg har i mine hid¬
indtil udkomne Blade gjort mig Fliid for at vise adskillige, og jeg vil i disse ta¬
le noget om een, der i Henseende til sine skadelige Virkninger giver de andre
intet efter. En Philosophus blev engang tilspurdt, hvilket Dyr han agte¬
de for det skadeligste iblant Menneskene, og han svarede med Sandhed at i¬
blant de Camme var en Hykler, og iblant de vilde var en Bagtaler det al¬
lerfarligste. Som mit Arbeyde gaaer ud paa at rense Danmark fra de La¬
ster, som det har tilfælles med sit overflødige Gode, saa er det i sær mit Øye¬
merke at giøre vore Selskaber meere reene og uskyldige, og til den Ende at op¬
dage de Laster, der i eet Menneskes Hænder tiene som Vaaben imod et andet;
det er derfor jeg i dette mit Ark ikke vil skaane en Bagtaler, ingen er meere
end han en Freds Forstyrrer og Foragtere af de Pligter, som Kierlighed be¬
faler ham at efterkomme; han kand derfor med billighed ikke vredes, om jeg
bliver en haard Fiende af hans Last, og betiener mig af skarp Lud for at heele
saa skurved et Hoved; Jeg vil ikke heller lade alt Haab fare om Forbedring;
thi hvorfor skulde jeg have saa slette Tanker om mit Fædrenelands Børn, at
de ey skulde vilde antage det, der tiener til deres Fred, og hvorfor skulde jeg
meene, at de ere saa forelskede i deres Laster, at all Lægedom er forgiæves.
En fornuftig Hedning har sagt, at det menneskelige Selskab vilde blive meget
lyksaligt, hvis ugrundet Had og ond Eftertale kunde blive forjagede; han har
ogsaa sagt, at Tidernes almindelige Fordærvelse giver lidet Haab om saa øn¬
skelig Forandring; jeg er enig med ham i det første, men ey i det sidste
At Bagtaleren er en farlig Lem i et Selskab, bliver let at see, naar vi¬
stille os hans Egenskaber for Øyne Kierlighed til Næsten er forjaget af hans
Bryst, Bitterhed og Ondskab har bemestret sig hans Hierte, et Menneskes
re er Maalet for hans Pile, og at hindre dets Lykke er hans eneste Ho¬
ved Sag; han skaaner ikke de helligste Personer, og hans giftige Tunge viser,
at han er en Fiende af det menneskelige Kiøn. Hans fleeste Tanker fødes af
Logn, og den Sandhed, han taler, bliver et utidigt Foster, der avles i hans
onde Hierte. De besligste Farver, med hvilke han kand afskildre sin Medbor¬
ger, ere i hans Øyne de deyligste, og han fornøyer sig over intet meere, end
naar han finder saadanne Øren, der troe hans Beretninger, og saadanne
Læber, der vil være ham behielpelige i at giøre den uskyldige forhadt. En liden
Feyl forandrer han til et Bierg, og den mindste Forseelse er nok til at give ham
Materie til et halv Aars Discourser. Ofte sees han aabenbare at gaae til Verks,
og i talrige Forsamlinger at spille med sin Næstes Ære, undertiden betiener han
sig af hemmelige Veye, og i den Henseende bliver hans Navn en Øretuder.
Han luurer paa sine Brødre, og det mindste Uordentlige giver Vind i hans
Seyl, og fører ham til den, der bruger ham som Spion. Naar hans Medbor¬
geres Opførsel ey kand fylde hans Aviser, er hans Hoved ikke saa dumt, at han
