163.
jo selv i Nøds-Fald kand opdigte Laster, der efter hans eget Tykke skal findes hos
den eller den; hans Væsen er i Almindelighed forhadt, og ingen taler haanligere
om en Bagtaler end han selv; ikke desmindre over han Haandverket Aar efter
Aar, og naar han engang maatte blive sindet at nedlegge det, kand jeg ey forsikre
ham om den Bevaagenhed, som han hidindtil har seet, og de Fordeele, som han
har sin Tunge at tilskrive, vil uden Tvivl ophøre.
Bagtalelser ere adskillige, og flyde af adskillige Aarsager. Deres alminde¬
lige Kilde maa søges i Naturens almindelige Fordervelse, og af deres særdeles Aar¬
sager vil vi anføre nogle: Den, der kiender lidet til den jammerlige Opdragelse,
som mange Børn nyde i deres Forældres Huuse, maa uden Tvivl tilstaae, at
Bagtalelses Last er en bedrøvelig Virkning af den samme. Pamphilius er vidt
bekiendt, og det er vanskeligt at sige, enten han maa tilskrive Løgn eller sin bagta¬
lende Tunge sin deylige Renomee; thi han giør Profession af begge Deele; han
maatte vredes paa den, der vilde driste sig til at bevise, at et eneste Sandheds Ord
nogen Tiid har havt Sted i hans Mund, og jeg er vis paa, at det vilde smerte ham,
om han i Bagtalelses Konst skulde finde sin Mester. Hans Morgen-Arbeyde er at
tage sig en Dosis, der kand giøre Hiernen levende og Tungen færdig; det øvrige af
Dagen anvender han paa idelige Huus-Besøgelser, og han sover aldrig roelige¬
re, end naar han kand legge sig med den Forsikkring, at hans Tunge har i Sta¬
den stiftet et almindeligt Oprør, og bragt den eene Borger i Haaret paa anden.
Gaae vi tilbage i hans spæde Aar, finde vi, at han ligesom har suet sin Last med sin
Moders Die, et Barn, der idelig hører sin Moder at tale til andres Forhaanel¬
se, der seer hende at bortdrive sine Aften Timer med en Søster, der i Konsten viger
hende intet, skulde det ikke hastig lære at træde i saa priselige Fodspor, Og skulde
Moderen ikke ansee det som et Beviis paa sin Søns Klygt, at han ved artige Jnd¬
fald kand drive Spot med dens Ære, som hans Moder forhen ikke har sparet,
Ofte seer man, at en forvendt Sædvane legger Menneskene de Ord i Munden,
med hvilke de giøre deres Brødre forhadte. Credalus er en Mand, der troer alt,
hvad han hører, og de skammeligste Reflexioner, der giøres over andre, ansee
han som ufeylbare, selv er han kommen i Vane med at tale ilde om dem, som han al¬
drig har seet, og ligesom han grunder sine gode Tanker om een eller anden paa an¬
dres Vidnesbyrd, saa tager han ikke heller i Betænkning at opofre andres Ære og
giøre deres Liv bittert ved at mangfoldiggiøre de Laster, som han indbilder sig at see,
og de Jldesindede faae ham til at troe. Han undersøger Sandheden hverken i det
ene eller andet, han troer alle Ting i blinde, og skulde det da være usædvanligt at
høre ham tale meget til en Bedrageres Beste, derimod at skiænde endog den aller¬
redeligste
Egen Kierlighed, der ikke bliver inden de Skranker, som Fornuft og Kier¬
lighed til andre bør sætte, er iblant Bagtalelsers Aarsager ikke den ringeste Livi¬
du er befænget med denne Sygdom, og hvad Under at hans Tunge løber saa ha¬
stig til en andens Beskiæmmelse? Han indbilder sig at have Fortieneste, men han
