166
renommeret af sin Veltalenhed, og bliver anseet som den der frem for andre kand
oplive de døde Selskaber, hvorledes skulde hun vel finde sig i at legge Tæmme paa
sin Mund, der ved saa mange Aars Arbeyde endnu ikke er opslidt Mon ikke Taus¬
hed, der iblant alle Dyder mindst zirer hendes Kiøn, siden den forlængst er kommen
af Mode, vilde blive hende en utaalelig Byrde, Hendes opvakte Hierne er aldrig
fattig paa Materie, og hendes slebne Tunge leder aldrig efter Ord. Seer hun en
Person, der besøger hendes Naboe, har hun strax en Text til Høymesse; møder
hende en Caffe=Lugt paa Gaden, aflegger hun Visite i Huuset, og betiener sig af
samme Prædiken til Aftensang. Har hendes Gienboe-Dame en Prydelse, der er
usædvanlig, raaber hun med Jver imod Verdens Forfængelighed; men er Man¬
den en Elsker af Rolighed, maa han med første Post forskrive hende den samme.
Eulalia er en gammel ærværdig Matrone, og hendes Tunge har i lang Tid givet
hende sin Føde. Hendes Discourser, det er, hendes Bagtalelser klinge saa vel
i manges Øren, at et Selskab begierer hendes Nærværelse heller end et andet,
naar hun forlader et Huus, forglemmer hun tillige alt Venskab, hun profiterer
ved sine Besøgelser i en dobbelt Henseende; thi hun forskaffer sig baade Forraad paa
nye Materier, og hun betaler sit Tractament med et Menneskes Rygte, en Mynt,
som hun ingen Tiid skammer sig ved at reducere. Maatte man ikke handle imod
Kierligheds Lov, om man vilde tillukke Munden paa denne Dame, og hvad vilde
de fleste Forsamlinger blive, om saa anseelig en Lem blev udelukt.
Man forløber sig hastig, naar man ey ret betænker sig, og havde jeg anseet
Bagtalelses Last i sin fulde Sammenhæng, troer jeg ikke, at min Pen havde befat¬
tet sig med dens Bestraffelser. Man siger vel, at af urene Kilder maa flyde ureene
Vande; men jeg troer dog, at intet ondt findes i Verden, hvoraf jo paa nogen
Maade skulde fødes noget Got. Hvor mange have ikke Fordeel af Overdaadig¬
heds Last, og hvor stort Skaar vilde ikke giøres i manges Jndkomster, hvis Bag¬
talelse blev forbandet af Jorden, Ligesom vore Medici leve af Legemets Ulykker,
saa have vi og Mængde af dem, der vilde være ilde tilfreds med Verdens Fobbe¬
dring i Henseende til sine Sæder. Causidicus skulde ikke gjøre saa store Figurer,
hvis Menneskens Ondskab ey gav Anledning til saa mange Processer, og
naar han vil tale Sandhed, har han Bagtalelse at takke for sine Midler. Skulde
Menneskene i Verden blive saa forandrede, at denne Last ingen meere Plads skulde
finde, vilde de fleste Dommer-Sæder blive ledige, og Rettens Betientere gaae
glip af mange anseelige Mulcter; hvo seer da ikke, at Lasten har sin Nytte,
Dog dette ere ikke det eeneste. Verden vrimler af saadanne Mennesker, der
passere Tiden som unyttige Skabninger; Deres Ladhed forbyder dem at arbey¬
de, og de synes dog at vilde have noget, der kand tiene til deres Fornøyelser, hvor
got er det ikke nu for disse baade at kunde høre den Uskyldige ilde afmales, og selv at
kunde hielpe til hans Æres Forkleinelse Ørkesløshed er Aarsagen, at Kro-Huuse
ere fulde af store Statister, hvor man hører Regieringer at omstødes, Tropper at
anføres, Ministre at afsættes, og de beste Gierninger at udraabes som skadelige.
