167.
Saa længe Spiritus af Vinen er i Hiernen, kand ingen brav Mand vide sig sik¬
ker for Correctioner, og den Dydefuldeste maa finde sig i at være Object for de
groveste Calumnier; Nu hvem vilde misunde slige Collegianter deres Forlystel¬
ser, eller hvad skulde saa dovne Mennesker foretage sig, hvis ikke deres Medborge¬
res Liv kunde give dem Anledning til at tale, Mennesker, der paa den Maade spil¬
le med deres Næstes Ære, besidde gierne liden Fornuft, og man maatte giøre
Vold paa Naturen, om man vilde æske saadanne Ting, som overstige deres Kræf¬
ter; man maatte paa den anden Side giøre dem Uret, om man vilde forbyde dem
at øve sig i det, hvortil Fordærvelsen har allene gjort dem skikkede.
Bagtalelse tilfører end een Fordeel, der er temmelig vigtig. Egen Kierlig¬
hed er en Bedrager, og et Menneske skulde efter dens Overtalelser snart troe, at han
i en høy Grad besad alle Fuldkommenheder. Skeer det nu, at de Jldesindedes Tun¬
ge ikke sparer ham, har han ved den Leylighed ligesom en Spore, der driver ham
til at vise Prøve paa sin Dyd, og at jage efter en høyere Grad. Dette og andet
Gode flyder af Bagtalelse, men jeg veed ey, om det kand holde Balancen med
det overflødige Onde?
Naar en Bagtaler betragtes som han bør, blev det en Daarlighed, om man¬
vilde sætte hans Last iblant smaa Feyl. Den er i Stand til at forstyrre den almin¬
delige Roe, at adskille de fortroeligste Venner, og at styrte de braveste Mænd.
Et Menneske, der indretter sine Gierninger efter Fornuftens Bydende, giør sig
aldrig skyldig i denne Last, og han tager Calumniantens Ord længe i Betænkning,
inden han anseer dem for sandfærdige. Erfarenhed har lærdt, at mange har grun¬
det den skammeligste Eftertale paa blotte Presumtioner, og jeg for min Person kand
aldrig conciliere saa ond en Adfær med en brav Mands Caractere. Jeg holder for¬
at i et Selskab ere i sær tvende Ting, der udfordre den største Forsigtighed og hvor¬
man i sær maa have Følgerne for Øyet. Saa meener jeg, at man maa have Prø¬
ver, førend man under et Menneske sin Recommendation, og megen Overbeviis¬
ning, førend man fatter slette Tanker om en anden. Naar begge Deele ikke skee
efter Forsigtigheds Regler og Kierlighed til det almindelige Beste, dependerer
deraf, det enhver seer, en mærkelig Skade, enten Forseelsen er i det første eller
sidste, lider det almindelige Væsen paa een Maade, hvis jeg er for hastig i at tale til
et Menneskes Beste, multiplicerer jeg de Dyder og Fortienester, som jeg aldrig
veed han har eyet, giør jeg stort Væsen af hans Dygtighed, den jeg ikke kiender,
saa kand jeg paa den ene Side forsee mig imod Sandhed, paa den anden imod mit
Fædreneland, der i Tiden maatte intet erfare af det, som jeg havde sat paa Pa¬
piiret; Antager jeg en Bagtaleres slette Relationer om den eller den for ubedrage¬
lige Sandheder, og grunder paa disse mine slette Tanker, kand jeg ved at føre den
uskyldige i Mis-credit skille Fædrenelandet ved en duelig Lem, der efter Ævne¬
kun de befordre dets Beste. Fornuftige Folk tage disse Sager i nøyeste Betragt¬
ning, og de ere ey saa daarlige, at de enten efter egen Phantasie eller ugrundede Ti¬
dender skulde sætte et Lands almindelige Velgaaende paa Spil, for enten at befor¬
dre eller hindre et Menneskes private Lykke.
