168.
Førend jeg slutter mit Ark vil jeg mælde et Ord om de saa kaldede Angivel¬
ser, der i Almindelighed blive agtede for et Slags Bagtalelser, siden de gaae ud paa
Næstens Forkleielse. Skal vi i denne Sag fælde de rimeligste Domme, maa
vi nøye betragte alle Omstændigheder. Jeg vil kortelig anføre, hvad jeg har hørt
om dette baade pro og contra, og overlade Dommen til mine fornuftige Læsere.
De som ansee Angivelser med skeele Øyne, grunde deres Tanker ungefæhr paa
følgende Puncter, Kierlighed befaler at have Medlidenhed med sine Brødre, og
man maatte forsee sig imod dens Forskrift, om man vilde styrte sin Medborger i U¬
lykke. Mangen Angivelse kand være af den Consequence, at et Menneskes ja
en heel Families Velfærd ved dens Beviis kand staae i Fare, skulde det ikke da
være efter Kierligheds Lov at skiule sin Næstes Feyl, og kand ikke den siges at be¬
styres af Ondskab, der vil befordre hans Ruine, De, som tale til Angiveres Ret¬
færdiggjørelse, raisonnere saaledes: Et Riges almindelige Velfærd bør i en ret¬
Patriotes Øyne have Preference for een Lems Velfærd i Særdeleshed; Vi til¬
staae at mange Angivere angribe Personer af et særdeles Had, og finde Fornøyel¬
se i at see deres Undergang; Men enhver Angiver har ikke saa ont et Øyemerke.
Cajus er en Lem af en Meenighed, der er forsynet med en forargelig Præst; han
giør en Sammenligning imellem det Onde, der kand vederfares Præsten, om
hans Oeconomie blev bekiendt og det Onde som vederfares Meenigheden, saalæn¬
ge dens Omsorg er ham betroet; han befinder det sidste langt større end det første, og
han besværger sig med fleere over Præstens Opførsel. Har han herudi handlet i¬
mod Kierligheds Lov, og kand hans Foretagende fortiene Navn af Bagtalelse,
Hvis et privat Had forfattede hans Klage, blev Gierningen ond for ham selv,
men god i Henseende til de gode Virkninger, som den drog efter sig, og det store
Onde, der paa den Maade blev forekommet, helst naar mildere Midler kunde ey
giøre dem forønskte Forandring. Jeg vil ey være Dommer i dette; men siger
allerne, at Dyden er det beste Vaaben imod Bagtalelser i Almindelighed og Angi¬
velser i Særdeleshed. Den er det, der hærder sine Elskere imod Calummanters
Bieffen, og den Overbeviisning, de have om deres Uskyldighed, giør det, at de
røres ikke, naar de Ufornuftige og Jldesindede forlyste sig med at angribe dem
med haardeste Ord. En fornuftig og dydefuld Mand giør sig ikke megen Umag¬
for at berømmes af den Mund, der er vandt til at tale ilde om andre; han frygter,
at de, der kiende Bagtaleren, skulde troe tvert imod hans prægtige Vidnesbyrd,
helst da han idelig gribes i Løgn, han vil, at Dyden ey skal roses af dem, der ikke
kiende den, og at Fortienester ey skal laane Glands af dem, der kiende ikkun
deres Skygge. Han fortsætter sin Gang paa Uskyldigheds Vey, og
hvad hans Modstandere tale, anseer han
med foragtelige Øyne.
