172.
Fattige paa Dyden, der fornøye sig ved at høre Pare griquer af en Daar¬
og en Mand, der gaaer reent til Verk, tillader ey en utidig Frygt at qvæle de Ord,
som Sandhed befaler ham at sige til sit Fæderne Lands Beste, han veed ogsaa, at
de Forstandige støde sig ikke, naar de Feyl blive viiste, derskiæmme deres Brødre.
Efter at disse har passeret Mynstringen, vil vi lade paaraabe de Lærde og
Geistlige, for at undersøge Beskaffenheden af de Midler, ved hvilke de søge at
giøre deres Navne udødelige. Den ene kappes med den anden om at afleg¬
ge deres Bekiendelse, og de giøre sig alle forsikkrede, at ingen Tilrettesættelser,
skal møde dem. Nogle producere Mængde af Bøger, som de har meddeelt
Verden, i Haab, at naar den var skilt ved deres legemlige Nærværelse, skulde
de dog leve i deres Skrifter. Andre ere ledsagede med mange Disciple, der
har hentet Viisdommen af deres Munde, og de giøre sig alle Flid for at giøre
saadanne Miner, der skal vidne om lærde Hoveder. Prædikantere møde med
deres Prædikener, og de, som have ingen, beraabe sig paa Hiertets Fylde.
Nogle affectere en alvorlig Taushed, for at ansees som de, der meere tænke
end tale. Vi vil med Flid eftersee alle Beviser, og vi vil høre, om Midlerne i
Fornuftens og Sandhedens Øyne blive agtede for saadanne, der kand tilveye¬
bringe en velgrundet Ærbødighed. Hører da J Forsamlede, hvad disse sige,
og lader deres Ord tiene Eder til Beste. De Ting, ved hvilke J stræbe at sætte
Verden i Forundring, ere i vores Tanker ikke tilstrækkelige til at bane Eder
Veyen til en solide Reputation. Mennesker, der dømme, uden at kunde prøve,
holde Eder vel for saadanne, der ere Eyere af all Viisdom. Naar de see Eders
Navne i saa mange Skrifter, naar de høre Eders Hæftighed i at disputere,
Eders Nidkierhed i Religionen, Eders Jver i at kaste dem ud af Himmelen,
som J vil misunde at komme ind, o. s. v. Hvad Under da, at de tale om Eder
med Berømmelse, og lede forgiæves for at finde Eders Ligemænd. Fortørnes
ikke, fordi vore Tanker ey ere som deres. Eders Arbeyde er ingen Originaler,
og det, som J ansee for Vunderverk, er allene Charlatanerie. Vi giøre For¬
skiæl paa Lærde og Fornuftige, og vi finde, at J ey høre til det sidste Slags¬
Mange iblant Eder have intet af Lærdom uden Skinnet og Navnet. Vi har
gjort os Umag for at kiende de Studerendes Konst Greb, og vi har erfaret,
at en stor Deel passerer iblant de Vankundige for Oracler, enten fordi de al¬
lene vise Lærdoms Prøver iblant dem, der ikke ere klogere end de, eller fordi
de gierne tale i de Materier, som de have giort sig best bekiendte. Det er en
Feyl hos Eder, at J studere allene for at blive Lærde, og ikke for at blive go¬
de, det er og en Feyl, at J ere Slaver af andres Meeninger, og troe i blinde
uden at sætte alle Ting paa Prøve. Begge disse Forseelser gjøre Eder til skade¬
lige Lemmer i det menneskelige Selskab. Eders Hukommelse bliver saa
fyldet med andres Tanker, at J forglemme Eders Pligter som Borgere, ja of¬
te som Christne. Mindre Lærdom, og meere Kierlighed, mindre Ord og meere
Sagtmodighed, kand giøre Eder til det, som J vil holdes for at være. Bli¬
