173.
ver ikke saa hængende i unyttige Ling, at det Reelle skal blive Eder fremmed,
og fordyber Eder ikke saaledes i dette, at J skulle forglemme at beflitte Eder paa
Dyden.
J, der kaste os Eders Papirer i Næsen, for at vise, hvor legitime J¬
har erhvervet Anseelse af Lærdom, grunder ikke Eders Reputation paa dette;
thi hvor snart kand ikke en ulykkelig Hændelse kaste Papiret paa Jlden, og hvor
bliver da Eders Lærdom, J veed selv, hvad vi kunde sige om dette, hvis
vi ville opdage alle Hemmeligheder; men at J ey skal tabe Eders Priis iblant
dem, der gjøre Slutninger af intet til noget, vil vi tie, og ikke misunde nogen
sine Fordeele. Hvad vi sige om Eders Papirer, gielder ogsaa om andres Kiort¬
le. J ærværdige Fædre, lader Eders Renomee ikke dependere af Eders Klæ¬
der eller allene af Eders Søndags-Arbeyde, viser, at det er mueligt, som man¬
ge ey har vildet troe, at der imellem Lærdom og Levnet kand være en yndig
Harmonie, og giver ikke ved Eders Opførsel Vantroen de Vaaben i Haanden,
med hvilke den skal angribe for Eders Skyld Religionen.
Hvad skal vi sige til Eder, J alvorlige Brødre, J tvungne Pythagoræ¬
Disciple, der tie stedse stille, naar andre tale, og opføre Eder allene som dyb¬
sindige Censores, der agte paa andres Ord, og bejamre den Daarlighed, som
J spore hos alle uden Eder selv, Skal vi ansee Eders Taushed som Beviis paa
Eders Lærdom, eller dømme vi rettere, om vi lade den bære Vidne om Eders
Vankundighed, Vi høre mange, der tale til Eders Roes, og de, som ikke kien¬
de Eder, meene at Viisdom har nedlagt sin ypperste Skat i Eders Hierner:
Vilde den Mand lade Verden vide, hvo han er, skulde Lærdoms Strømme
udvælde af hans Mund, og Muserne selv forundre sig over hans Læber. J for¬
lader os, at vi ey underskriver saa prægtige Skudsmaal, og vi maatte handle
daarligen, om vi ville antage Eders Taushed for en Fuldkommenhed, der fortiener
at æres, som et ubedrageligt Viisdoms Mærke. Eye J intet af det, som J vil
indbilde andre, maa vi tilstaae Eder en Forsigtighed, at J ey ved at tale ilde,
røbe Eders gnorance, ere J ikke fremmede fra grundig Lærdom, behøve J¬
ikke at gjøre Eder stumme, for at faae Sted paa de Lærdes Catalogo.
Naar vi lade disse fare, og vende vore Øyne til andre, møder os en an¬
seelig Deel, hvis Vey til Ære er end meere forvendt, siden de grunde deres
Renomee paa virkelige Ufuldkommenheder, og begiere at ansees for det,
der i sær bør befordre deres Foragt. Impius har den Tanke, at Naturen har
forundt ham et vittigt Hoved, og han giør sig Umag for at blive bekiendt for
en Person, der er spirituel. Han omgaaes stedse med Frie-Geister, og han
seer lettelig, at hans Væsen bliver ikke meere behageligt, end naar han driver
Spot med Religionen, og tager sig vel vare for at vise mindste Tegn, at han
troer en Gud. Hvad blev hans Vittighed, om han ey kunde belee all Guds¬
frygt, og kunde han passere blant sine Brødre for en Mand af Esprit, hvis han
ey kunde forsikkre dem om Frihed til at føle sig i Laster, uden at frygte for et
