174
tilkommende Regnskab, Skriften er i hans Tanker en Samling af Fabler, og luere tu har¬
raisonneret meget klogere end Moses Alle Gud elskende ere Daarer, og det høyeste Væsens
Existence hænger allene af en u-grundet Frygt og en slet Opdragelse. Skal vi troe, at Man¬
dens Hierte er som hans Mund, intet mindre Fornuft og Samvittighed overbevise ham om
Falskheden i et hvert Ord, og at han taler saa ugudelig, er allene for at vise sin Klygt, og at blive
anseet som en Mand, hvis Hierne er af finere Malm end andres. Det er saa jammerligt at
have een Meening med andre, og det synes saa nedrigt, at en Mand med all sin Forstand skal
være obligeret til at bekiende den Gud, som en Bonde og Betler holde for at være den sande¬
Mavortius er en Krigs-Mand, og hvad Grund har hans Reputation, han raaber stedse
paa Honneur, men han synes at søge den ved sine Laster. Paa et Kort ligger undertiden hans
halve Capital, og det kalder han Generosite; hans Elskovs-Handeler (jeg vil ey tale grovere)
tre Galanterier, og han giør sig ofte til af de Ugudeligheder, som man ey har vildet tillade
ham at øve; med et Ord: Mavorten, er en Slave af Laster, og hans onde Gierninger skee alle
par Honneur. Det er en Ulykke for denne Helt, at han ey kand vise sin Bravoure ved Duel¬
ler; thi er hans Mod som hans Mund, har han ikke Hierte til at bære den mindste Tort, men
et Ord af en anden, der ikke klingede vel i hans Øren, var nok til at sætte Blodet i Bevægelse,
og giøre Haanden færdig til at uddrage Sablen for at opofre Modstanderen. Skulde Tider¬
ne æske Prøve paa hans Tapperhed, maatte Fæderne Landet glæde sig, om denne Kiæmpe saa
hurtig vilde bruge sin Haand, som han uden for Fare har vidst at bruge sin Mund¬
Rabuling er uforskyldt bleven Procurator, men hans Procedure er som hans Jurispru¬
dence, baqvendt og vanskabt. Han forglemmer ey, hvor han er, at berømme sin Condui¬
te; Lykken siger han, har stedse føyet hans Anslag, og hans Vittighed er paa en kort Tiid
bleven saa bekiendt, at han ey tvivler om anseelige Jndkomster. De som kiende ham for den,
han er, vise, at han har sin Ondskab at takke for sin Renomee. Han giør sig en Ære af at
kunde fortælle sine Konst-Greb, og han meener da best at agere sin Sag, naar Stævnemaal
og Jndlæg ere fulde af Skields=Ord, og naar han giør sig Flid for at trætte sin Vederpart¬
med uendelige Chicaner. Lov Bogen er snart ligesaa fremmed for ham som Bibelen, og det
lidet, han har læst i den første, veed han saa kiønt at fordreye, at, naar Daarlighed betræ¬
der Dom-Stolen, kand han vente sig den deyligste Dom, skiønt Uretfærdigheden i hans Sag,
falder enhver, der vil see, i Øyet.
Laurius er en Dommer, og hans Embede befaler ham at søge sin Ære i Retfærdighed.
Faa tillegge ham denne Dyd, og det synes, som han ey selv skiøtter om at eye den. At ha¬
ve Ord for at være en retfærdig Mand, naar man er det i Sandhed, er efter lajore Tanker
ingen Ære, men stedse at spille under Dække, stedse at forvende Ret til Uret, stedse at under¬
trykke de Lidende, og dog i alt dette, at gaae frem i Verden som en redelig Mand, en Slave
af Samvittighed, en Forfægtere af Retfærdighed, det er en Ære, der er saa meget meere
forunderlig, som den erlanges paa saadanne Veye, der i Almindelighed pleye at føre til en
yderlig Foragt, og giøre de Mennesker, der findes paa dem, i alles Øyne afskyelige, og paa
denne Maade giør larius sin Retfærdighed bekiendt; han har ogsaa ved mange Aars Øvelse
erlanget den Færdighed i Konsten, at man ey kand erindre sig een Mulct, den han har maat¬
betale pro meliori informatione, og han glemmer ikke heller, naar Leylighed gives, at ud¬
raabe sin Huusholdning som ustraffelig.
Pomponius er en petit Maitre, og hans Renomee er overalt deylig; Fruentimmere
fornøye sig over hans Nærværelse, hans Comportement er behageligt, og han er med faa
Ord et Menneske, der forstaaer at leve. Han er saa klog, at han ey uleyligger sig med de Ting,
der vilde falde ham vanskelige, og betage ham Tiden, der anvendes paa hans Prydelse. Han
lader andre søge Reputation ved Tienester, som de giøre Fæderne Landet, ved Videnskaber,
som de legge sig efter, og ved Dyden, der i de Fornuftiges Øyne er den beste Zirat. Han¬
har udfundet en Gienven, og naar hans Estime kand dependere af hans Ziirlighed i at dandse,
