11
melse blive med Deres Legeme nedlagt i Graven, hvis ikke en
medlidende Haand vilde antage sig Deres Sag. Ach Him¬
mel, hvor lidet skiønner ikke Verden paa sine beste Jndbyggere,
og hvor partiske ere ikke Mennesker i at uddeele deres Yndest? Jn¬
gen har endnu kundet see det overflødige Gode, som Deres Be¬
vaagenhed indbilder sig at have, og ingen har endnu kundet skiøn¬
ne paa ald den Dyd, Forstand og Merite, som De maaskee med
Tiden kand faae, hvad er Skyld i dette Menneskers Blindhed,
der tillukker Øyet, eller Deres Bevaagenhed selv, hvis Go¬
de er usynligt, jeg burde troe det sidste, men jeg troer det første,
og berlager hiertelig saa opperlig en Mands Skjebne.
Jeg kand sige til min egen Beskiemmelse, at jeg i at see¬
Deres Bevaagenheds skiulte Egenskaber har til dato ikke væ¬
ret meere skarpseende, end andre; men Deres medfødte Mildhed,
tillader Dem ikke at ansee dette med ugunstige Øyne. Nu, da
jeg trænger til Deres Gunst, har jeg faaet opladte Øyne, og
mit Syn er saa skarp, at jeg end ogsaa kand see, hvad ikke er
til. Vel maa jeg tilstaae, at jeg ligesaalidet nu som før kiender
min Mæcenas, men just dette er Hovedsagen og Dyden i min¬
Dedication, roeser jeg Deres Bevaagenhed for et Gode, som De¬
ikke besidder, saa ere Folk saa raisonable i Deres Domme, at
min Vankundighed tiener til min Undskyldning, og Kierligheds
Lov, der befaler mig at haabe og troe det beste, forsvarer selv min¬
Sag. Det var en stor Daarlighed, om man i et Tilskrift vilde
have Øye paa Sandhed, og Belønningen for Arbeydet vilde bli¬
de saare liden, om jeg vilde forestille Deres Bevaagenhed in¬
