197
No. 23.
Udgivet den 16 Octobr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Et modus in rebus, sunt certi denique fines,
Qvosultra citraque neqvit consistere rectum.
Horar.
J forlyste mine Læsere. Den ene er den, som uden Betænkning roser en¬
Svende Mennesker af ulige Sindelang skal i Dag med deres stridige Adfærd
J forlyste mine Læsere. Den ene er den, som uden Betænkning roser en¬
hver Ting som kommer ham for Øyet; Den anden er den, der i Ver¬
den finder intet værd at berømmes, men dadler end og det allerbeste. Den
Tilbøyelighed, som findes hos Mennesker til Yderligheder, viser sig paa det kla¬
reste hos disse tvende, og deres fastsatte Grunde tillade ikke Fornuft og Sand¬
hed at have Haand i deres Domme. De adskillige bevægende Aarsager, der
fore enhver af disse paa sin Vey, giøre det, at vi maa inddeele dem i visse
Classer, for desto tydeligere at see Urimeligheden i deres Opførsel. Jblant
Dadlere, som vi først vil betragte, findes nogle, der angribe Personer, andre
Gierninger, og andre Skrifter, a en stor Deel criticere alt dette tilhobe,
En Dadlere, der ikke skaaner Personer, holder sig ofte til visse Ufuldkom¬
menheder ved et Menneskes Skabning, og disse lader han give sig Anledning til
at spotte, ja hans Foretagende er saa meget meere fordømmeligt, som han of¬
te lader sin kaade Tunge løbe til en andens Beskiemmelse i talrige Forsamlin¬
ger. Jeg har viist i mine sidste Blade, at den virkelige Ære, som beviises et
Menneske, bør have moralske Fuldkommenheder til Grund, og at den handler
lidet fornuftig, der viser sig en Tilbedere af en Guld-Klump eller kostbar Pe¬
ruqve, jeg siger i disse, at dens Daarlighed er ikke mindre, der kaster Foragt
paa et Menneske, og grunder sine slette Domme paa det, som ikke staaer i et
Menneskes Magt enten at giøre bedre eller verre. Den Mangel, som under¬
tiden sees paa et Menneskes Skabning, dependerer ikke af Mennesket selv,
altsaa at vilde dadle den, er at dadle Skaberen, der har et viist Øyemerke med
alle sine Gierninger. Jngen Foragt, som kastes paa et Menneske, kand ansees
at være grundet, uden den, der reiser sig af et Menneskes Laster eller moralske
Ufuldkommenheder. Naturen selv handler ofte saa viselig, at hvad der fattes
paa et Menneskes udvortes Symmetrie, erstattes ved hans indvortes Gode, at
det sidste ligesom skal skiule det første og stoppe de ildesindedes Munde, der hand¬
le ligesaa ufornuftig, som ubillig, naar de enten støde sig paa en høy Ryg, eller
